Her vi ties, her vi bies

 

 
Fruering kirke
 

Septuagesima - halvfjerds dage til Paaske

  
Her vil ties, her vil bies
Her vi bies, mit svag sind!
Høsttiden endtes. her maa da ventes,
Her maa da ventes pa Foraarsvind!
Her vil ties, her vil bies,
Her vil bies, mit svage sind
Trange Tider langsomt skrider
Langsomt skrider. Det har den Art
Dagene længes, Vinteren strænges
Vinteren strænges. Og det er svart.
Trange Tider, langsomt skrider,
langsomt skrider, det har den art
  
Turtel-Due, kom at skue
Kom at skue! Bag Gærdet hist
Der skal du finde Forsommers Minde
Forsommers Minde,alt grøn paa Qvist.
Turtel-Due, kom at skue,
Kom at skue bag Gærdet hist!
Eja! søde Førstegrøde
Førstegrøde af bliden Vaar    
Lad det nu fryse, lad mig nu gyse
Lad mig nu gyse. Det snart forgaaer,
Eja søde Førstegrøde
Førstegrøde af bliden Vaar!
  
Due, kunde du begrunde,
Du begrunde, hvad der nu skeer
Kulden den svækkes,Blomsterne dækkes jo meere det sneer
Due, kunde du udgrunde,
Du udgrunde, hvad der nu skeer.
Kom, min Due, lad dig skue
Lad dig skue med Olie-Blad!
See! Nu er Stunden næsten oprunden
Næste oprunden, som gør dig glad
Kom min Due, lad dig skue
Lad dig skue med Olie-Blad
  
Doet. Hans Adolph Brorsons, fordum Biskop
over Riber Stift Svanesang" Kiøb.1765
 
  
 

Brorsons pragtsalme får mange ord med på vejen.
Lad mig citere kronik af Kasper Prøckl i Flensborg Avis jan 1955 med bl. a.:
"at disse vers foruden at være salme også er noget andet, et digt, et fuldbåret lyrisk kunstværk, et digt om sønderjysk og sydslesvigsk sind og om Vesterlandets natur og i denne sidste egenskab som naturlyrik, vel nok det skønneste og magtfuldeste vinterbillede i dansk litteratur" "Så intenst har Brorson oplevet og sanset sine omgivelser og i deres farvetone fundet slægtskab, både med sit eget væsens øjeblikkelige indstilling og med sindssvingninger hos de mennesker, der befolkede hans hverdag, at han har kunnet  gengive det heles musik."Skønt disse vers er skrevet længe før 1864 og Sønderjyllandsskæbneår, er de dog tillige
"Sangen om det sønderjyske sind, som aldrig giver op, aldrig lader sig bøje, holder ud, håber og tror"  Det er versene om dem, der venter ukueligt på duen med bekræftelsens olieblad. Om dagene i februar 1864 skrev en pastor Feilberg i sine erindringer om præsteliv i Mellemslesvig: "Brorsons dejlige salme om de tunge tider,der langsomt skrider, var vor daglige bøn"

 
 

 
oversigt