Giv mig Gud en Salmetunge
 

 

Vi er kommet over jævndøgn, nu er det dejligt at lukke vinduet op og se foråret
rykke nærmere. En gammel fornemmelse frister én til at synge en morgensalme.
Men den forbliver, gemt, inde i mig. For det første synger jeg ikke særlig godt.
Og så ville det vække vild opsigt. Anderledes for mange år siden, da jeg sang for køerne under morgenmalkningen. Min nærmeste nabo, præsten, fortalte om det
 til min gamle mor i hendes sene alder.

 
  
1. Giv mig, Gud, en Psalme-Tunge!
Saa jeg ret for dig kan sjunge,
Høit og lydelig

Saa jeg føle kan med Glæde:

Sødt det er om dig at kvæde,
Uden Skrømt og Svig!
2. Lad din Naade mig forkynde,
Hver en Morgen, og begynde
Dagen med din Priis!

Og naar Aften-Klokken ringer,

Lad min Sjæl paa Lærke-Vinger
Stige ligerviis!
 
3. Aldrig noksom dig kan love
Folk paa Jord og Fugl i Skove,
For din Miskundhed:
For hvad du, i Ny og Næde,
Virker os til Fryd og Glæde,
Meer end Engle veed!
4. Hvert dit Værk er stort Vidunder,
I din Viisdom Ingen bunder,
Som af den har øst;

Kun en Daare tør det nægte,
 
At hos dig er Alting ægte,
Alting mageløst!
 
 5. Græsset lig er hver en Synder,
Ender, før han ret begynder,
Visner i sin Vaar;
Himle selv forgaae af Ælde,
Men i grundfast Guddoms-Vælde
Evig du bestaaer!
6. Dine Fiender gaae tilgrunde,
Og som Avner skal de Onde
Evig veires hen;
Men i Alderdommens Dage
Herlig Kræfterne tiltage
Hos din gode Ven!
 
7. Stærke Fiender seer han rave,
Hører over deres Grave
Dit det gode Ord:
 
Som en Palme, som en Ceder,
 Saa opgroer og sig udbreder
Retviished paa Jord!
8. Blomstre skal i dine Gaarde,
Om end sat i Dage haarde,

Hvert et Hjerte-Skud,
Brede sig paa gamle Dage,
Medens Bjerg og Skov gjentage:

Eiegod er Gud!
  
 

Grundtvig skrev salmen i 1836, i hvad han kalder forspil til gendigtede Davids salmer. Motiverne her er hentet i salme 92. Der fulgte flere ændringer af denne første salme. Det beskrives, at Grundtvigs ordvalg ikke blot er fyndigt, men de fleste steder tillige såre malende og træffende

 
 

 

oversigt