Befal du dine Veje -
 

 

1. BEfiehl du deine wege
Vnd was dein hertze krånckt
Der allertreusten pflege
Dess der den himmel lenckt:
Der wolcken, lufft und winden
Gibt wege  lauf und bahn
Der wird auch wege finden,
Da dein fuss gehen kan.

2. Dem HErren must du trauen,
Wann dirs sol wol ergehn;
Auf sein werck must du schauen,
Wann dein werck sol bestehn.

Mit sorgen und mit gremen

Vnd mit selbsteigner pein
Lasst
Gott jhm gar nichts nehmen:

Es muss erbåten seyn.

 

3. Dein ewge treu und gnade,
 
O Vater, weiss und sieht,
Was gut sey oder schade
Dem sterblichen gebliit;

Vnd was du denn erlesen,

Das treibst du, starcker Held,
Vnd bringst zum stand und wesen,
Was deinem rath gefallt.

4. Weg hast du allerwegen,
An mitteln fehlt dirs nicht;
Dein thun ist lauter segen,
Dein gang ist lauter liecht.

Dein werck kan niemand hindern,

Dein arbeit darf nicht ruhn,

Wann du, was deinen kindern
Erspriesslich ist, wilt thun.

 
5. Vnd ob gleich alle teufel
Hie wolten widerstehn,
So wird doch ohne zweifel
Gott nicht zuriicke gehn:

Was er jhm furgenommen

Vnd was er haben wil,
Das muss doch endlich kommen

Zu seinem zweck und ziel.
6. Hof, o du arme seele,
Hoff und sey unverzagt:
Gott wird dich aus der hole,
Da dich der kummer plagt,

Mit grossen gnaden riicken.

Erwarte nur der zeit,
 
So wirst du schon erblicken
Die Sonn der schonsten freud.
 

7. Auf, auf, gib deinem schmertze
Vnd sorgen gute nacht;
 Lass fahren, was das hertze
Betriibt und traurig macht.
Bist du doch nicht Regente,
Der
alles fiihren sol:
GOtt sitzt im regimente
Vnd fuhret alles wol.

 8. jkn, jhn lass thun und walten:
Er ist ein weiser Fiirst
Vnd wird sich so verhalten,
Dass du dich wundern wirst,

Wann er, wie jhm gebiiret,

Mit wunderbarem rath

Das werck hinaus gefuhret,

Das dich bekummert hat.

 
9. Er wird zwar eine weile  
Mit seinem trost verziehn

Vnd thun an seinem theile
 Als hått in seinem sinn
Er deiner sich begåben;
Vnd soltst du fur und fur

In angst und nothen schweben,
So frag er nichts nach dir.

10. Wirds aber sich befinden,
Dass du jhm treu ver bleibs t,
 
So wird er dich entbinden,
da dus am wengsten glåubst:

Er wird dein hertze losen
Von der so schweren last,

Die du zu keinem bosen

Bisher getragen hast.

 
11. Wol dir, du kind der treue:
Du hast und trågst davon
Mit ruhm und danckgeschreye
Den sieg und ehrenkron.

Gott gibt dir selbst die palmen

In deine rechte hånd,

Vnd du singst freudenpsalmen

Dem, der dein leid gewandt.
12. Mach end, o HErr, mach ende
In aller unser noth;

tårck unser fiiss und hånde

Vnd lass bis in den tod

Vns allzeit deiner pflege

Vnd- treu empfohlen seyn,

So gehen unsre wege
Gewiss zum himmel ein.
 

Paul Gerhardt.Crvigers »Praxis pietatis rnelica«, 1653.

 

Den tyske salmedigter Paul Gerhardts salme fra 1659, 12 vers, er et såkaldt
 akrostikon, dvs. at begyndelsesordene i versene tilsammen udgør det skriftord,
som salmen er bygget over, Ps. 37.5. Paul Gerhard har skrevet mange salmer,
 hvoraf 17 findes i den danske salmebog.(1953) Det er sagt om "Befal du dine Veje",
 at hvis han havde skrevet denne ene salme, ville han have gjort sit navn udødeligt
og for stedse være sikret en stor plads i tusinders kærlighed.

 

1. Befal du dine Veie
Og al din Hjertesorg,

Til Hans trofaste Pleie,

Som styrer Himlens Borg

Han, som kan Stormen binde
Og lede Bølgen blaa,
Han kan og Veien finde,
Hvorpaa din Fod kan gaae.

2. Paa HErren maa du agte,
Hvis det dig vel skal gaae,
Hans Gjerning du betragte,
Hvis din skal vel bestaae.
Ved Sorg og selvvalgt Plage
Du Intet retter ud,

Thi Intet kan du tage,
Alt kan du faae af Gud.

 
3. Din Trofasthed og Naade,
O Fader, veed og seer,
Hvad skade kan og baade
Det skrøbelige Leer.

Og hvad du har for Øie,

Det skeer, o stærke Gud!
 
Og alting sig maa føie
Dit Raad at føre ud.
4. . Vei har Du allesteder,
Dig Midler fattes ei;
Kun Naade Du udspreder,
Kun Lys er al din Vei.

Din Gjerning kan ei hvile,
Ei standses kan dit Fjed,
 
Naar Du til os vil ile
Med Hjælp og Bistand ned.
 

5. Om alle Helvedmagter
Her trodser og modstaaer,
Det Gud for Intet agter:
Han ei tilbage gaaer.

Hvo kan mod HErren stande,
Som slynger Lynets Piil?

Hvo vover at forbande,
 
Naar Han velsigne vil?

6. O haab, da, arme Hjerte!
Haab og vær uforsagt!

Gud snart kan al din Smerte
 Borttage ved sin Magt.
Vent kun, til Tiden kommer,
Da Han vil Hjælp betee,
Da skal Hans blide Sommer

Du snart med Glæde see.
 

7. Op, op, og giv din Smerte
Og Kummer en god Nat,
Lad fare, hvad dit Hjerte
Betynger og gjør mat.

Du
er dog ei den Herre,
 Som Alting raade skal,
 
Gud
monne Sceptret bære,
Han
styrer Alting vel.

8. Ham, Ham du lade raade,
Han er en Fyrste viis -
Du love vil Hans Naade
Og sjunge høit hans Priis,
Naar Han ved sit det store
Og underfulde Raad
Aftørre vil din Taare

Og standse al din Graad.
 

9. Maaskee Han noget bier,
Før Han forbarmer sig,
Og til dit Raab Han tier,
Som hørte Han ei dig.
Ja, i din bittre Pine
Maaskee dig synes kan,
At Han vil glemme Sine,

Som gaae i Smertens Land.

10. Men, hvis Han da mon finde,
At du Ham bliver tro,
Skal snart din Angest svinde
Og skiftes om til Ro:
Naar mindst du selv det tænker,
 
Han løser Hjertets. Baand
Og bryder Selv de Lænker,
Som trykke tungt din Aand.

  
11. Vel dig da, som mon være
I Korset stille, tro!
Du Seiren hjem skal bære
Til evig Fryd og Ro;

Ja, under Takke-Psalmer
Af din forløste Aand,
Gud selv de favre Palmer
Dig giver udi Haand.
12. O HErre, g j ør en Ende
Paa al vor Sorg og Nød,
Din Styrke Du os sende,
Og tag indtil vor Død

I din trofaste Pleie
Vort Legem, Sjel og Sind,
Da føre vore Veie
Os vist i Himlen ind.

 

Salmen på oprindelig 12 vers stammer fra 1845 efter oversættelse af dels norske Stenersen og dels Wexels. Den er siden ændret en del. Vers 6: "Saa kast da al din Smerte" er stærkt ændret i forhold til det oprindelige vers. Det har også været brugt at dele salmen i to salmer med hver seks vers, nuværende salme er netop på seks vers.

 

 

Billedet i toppen viser Bjørn Nørgaards glasmosaikruder i Christianskirken i
Fredericia, "Du skal elske din næste" Billedet passede sammen med den aktuelle
salme, "Befal du dine veje". Nu er det sådan, at Fredericia er en gammel
fæstningsby med kaserner, Landsoldaten ved hovedvagten og voldene. Ikke langt fra Chistianskirken findes mindesmærket og højen for general Rye, som faldt der 6.juli 1849.
Der er mange krigergrave i byen såvel som modstandsfolk, stedt til hvile fra sidste krig.

 

Dengang var der en præst, som skulle begrave danske soldater, faldet 28 aug. 1943.
Han var tvunget til at drøfte salmevalget med tyske officerer. Hvordan det egentlig gik
til, men under den blå septemberhimmel lød det, sikkert stærkt og kraftigt: Om alle Helvedmagter/End trodse og modstaa/Det du for intet agter/Vil ej tilbage gaa/Hvo kan
mod dig vel stande/Som slynger Lynets Pil?/Hvo vover at forbande/Når du velsigne vil?