Men størst var kærligheden.

 

 

I et bakket landskab vest for Horsens med mange bronzealderhøje ligger en lille landsby, Underup. Dens ret store kirke og velholdte kirkegård med grave og sten fortæller om slægter, der har levet på egnen. En stor sten tiltrækker sig særlig opmærksomhed:  

 

En gårdmandssøn fra egnen,
Anders Rasmussen, gjorde tjeneste som
 soldat i kongens hær og var udsendt i et
kontingent danske soldater til Frankrig
for at være med til at sikre ro efter
Napoleonskrigene. I Arleux var han
 indkvarteret hos en velhavende guldsmed
og blev forelsket i hans eneste datter,
 Gabrielle. Trods guldsmedens tilbud om
en stor sum penge, hvis han gav afkald
på hans datter, var kærligheden
dog stærkest. Hun fulgte ham til Danmark,
de blev gift undervejs af en feltpræst.

 

 

 

En svær tid fulgte for Gabrielle i Danmark. Parret blev ikke særlig godt modtaget af Anders familie. De måtte slide for det daglige brød i en ejendom på Torp mark. De fik seks børn. Gabrielle lærte aldrig det danske sprog, hun længtes, og genså aldrig sin hjemstavn.  Kærligheden varede livet igennem for ægteparret. Hun døde ti år efter Anders,. De sidste par år var hun sindsforvirret, gik på egnens grusede veje for at søge hjem.

 

 
Underup kirke
 
Op, alle Folk paa denne Jord
 

Op alle folk paa denne jord
Guds kierlighed at kiende,
Som raabes ud ved livets ord

Til hele verdens ende,

At alle arme syndre maae
Kun komme hid og naade faae

Ja evigt liv og glæde.

Ja det, at Gud er mild, og lod
Sig ved sin søn forsone,
Det ord, om Jesu død og blod,

det har saa stærk en tone

det opvækker den igien,
som døde før i synden hen,
naar han det ret annammer.

 

Det skinner ind i hiertets nat,
saa det i sielen dages,
og
Jesus, den forborgne skat,

i troen favne-tages,

da bliver vores vandring nye,

da vil og kand man synden flye,
og
følge Jesu efter.

Så lad, o hierte-søde Gud
dit
ord i kraft forkyndes
og dette milde himmel-bud
i he
le verden yndes
at folk maa see, hvor sød du est
og
holde daglig fryde-fest
 Jesu rige naade.

 

Hans Adolph Brorson "Troens rare Klenodie"1737

 

Brorsons salme var oprindelig på ni vers, nu forkortet til fire vers. Første udgivelse i Klenodiet i 1737, og først senere, 1844, i salmebog (Meyer/Boesen, Haderslev)

 

Kirkens to bøsser,
 de fattiges, skulle med.
Med påmindelse.
De sidder på hver sin side af udgangsdøren.
Så der er ikke noget med
at se til anden side.

 

 
oversigt