Kirkeklokke, ei til Hovedstæder -
 

 
  

1.   Kirke-Klokke! mellem ædle Malme
Mageløs er for mit Hjerte du,

Vaagnet er ved dig en Høitids-Psalme,
Som gienlyder daglig i min Barm!

2. Kirke-Klokke! ei til Hovedstæder
Støbtes du, men til den lille By,

Hvor det høres trindt, naar Barnet græder,
Og inddysses blidt ved Vuggesang.

 

Sommeren 1845 boede Grundtvig i Bakkehuset. Meget taler for, at han har hørt Frederiksberg kirkes klokke, især da den gamle blev afløst af en ny og større. Det gav ham ideen til at bruge den som billede og symbol på kristendom og forkyndelse.

 

3. Kirke-Klokke! Moderskiød for Klangen
Som er mig langt meer end Strængeleg,

Toner dine kappedes om Rangen,

For mit Øre tit og i min Barm.

4. Mens som Barn paa Landet jeg var hjemme
Julemorgen var mit Himmerig,
Den du meldte mig med Englestemme,
 
Kimed klart den store Glæde ind.

  

I følgende vers tre "mer end strengeleg" udtrykker han sin kamp, "kappes om rangen". Ikke mindst i Bakkehuset var han oppe mod andre af datidens kulturpersonligheder.
I næste vers mindedes han klokken i Udby, julemorgen var hans himmerig.

  

5. Høiere dog stemde dine Toner,
Naar de med »den gyldne Soel frembrød,«
Kimed: Støv! opreist er din Forsoner,
Stat nu op i Paaske-Morgengry!

6.   Lavere de sprede deres Vinger,
Sænke sig med Solen dybt i Hav,
Naar for mig nu Aftenklokken ringer,
Og jeg tæller dine Bedeslag.

 

I 5. vers " den gyldne Soel" hentydes til Kingos salme, som Grundtvig holdt meget af. I næste vers nu ringer aftenklokken for mig, Grundtvigs efterår.

 

7. Lifligt dog det klinger helst om Høsten,
I den stille, svale Aftenstund;
Giennem Jorderig gaaer Himmelrøsten,
Kalder Sjælen til sin Hvile ind.

8. Landet nu graahærdet kun jeg giæster,
Og har hjemme, selv jeg veed ei, hvor;
Dog paa Lysets Hjem min Hu sig fæster,
Evig godt, jeg veed, er ene der.

  

Vers 7, "Herren kalder på sin tjener". Nu er jeg gråhåret, komme kun sjældent på  landet som gæst. Mere og mere jeg tænker på lysets hjem -

  

9. Derfor nu, naar Aftenklokken melder:
Solen sank og Fuglen slumred ind,

Da mit Hoved jeg med Blomsten helder,

Nynner sagte mellem Bedeslag:

10. Kirke-Klokke! naar tilsidst du lyder
For mit Støv, skiøndt det dig hører ei,
Meld da mine Kiere, saa det fryder:
Han sov hen, som Soel i Høst gaaer ned!

 

N. F. S. Grundtvig.»Dansk Kirketidende«, 1845, 19. okt.

 

I de sidste to vers beder han om, at kirkeklokken til sidst ringer for ham.
Hans livsværk var endt, han fik en blid død, hans bøn blev hørt.

 

 

Sidst klokken på kirkens gavl. Jeg mindes min egen barndoms klokkeslag, der dengang kunne høres over langt større afstande end i dag. En overgang boede vi nær kirken, og jeg husker, som var det i går: Når jeg drev køerne hjem til morgenmalkning i den lette morgentåge og kirkeklokken meldte en ny dags ankomst. Nu bor vi i et stort parcelhuskvarter uden mulighed for at høre kirkeklokken, med trafiklarm det meste af døgnet.

 

På en gavl af Bakkehuset, Frederiksberg, noget utydelig:

 Her skrev Nicolai Frederik Severin
Grundtvig oktober 1845
"Kirkeklokke; ei til Hovedstæder"

 
oversigt