Se nu stiger Solen af  Havets Skød
 

 

På vej, en augustdag med drivende skyer og høj himmel, fra Randers og udefter langs fjorden. Det er en smuk tur med idylliske landsbyer og brede engdrag og rørskove.
Man kan bare ikke se selve fjorden, medmindre et sejlskib eller større skib ses glide ad den
smalle sejlrende. Men så, et stykke ude, åbner det brede vand sig. Det var her i Mellerup,
for over hundrede år siden, at Jakob Knudsen blev betaget af morgensolen
 og skrev sin morgensalme, højt elsket og siden sunget ved utallige lejligheder.

 

 

I 1890 blev Jakob Knudsen præst ved den nyoprettede valgmenighed i Mellerup og flyttede med sin hustru ind i den nye præstebolig ved siden af valgmenigheds-kirken. Bag gavlvinduet til højre har han sikkert skuet ud mod fjorden og skrevet på salmen. Det er vistnok planen at istandsætte den solide og smukke bygning og indrette lokaler for valgmenigheden. Så kunne man passende beskære træer og buskads, så præsten kan nyde udsigten fra Jakob Knudsens gamle kontor.

 

 

 

Se, nu stiger Solen af Havets Skjød,
Luft og Bølge blusser i Brand, i Glød;
hvilken salig Jubel, skjønt alt er tyst,
medens Lyset lander paa Verdens Kyst.


Jeg vil aande Luften i fulde Drag,
synge Gud en Sang for den lyse Dag,
takke ham, at Morgnen mig end er sød,
at mig Dagen fryder, trods Synd og Død.

 

Takke ham, som gav mig, naar Sol staar op,
selv at føle Morgen i Sjæl og Krop
,
at al Mørkhed svinder og Sjæle ve,
blot jeg trygt vil sige: Din Vilje ske!

O, at jeg tør favne dig, skære Dag,
kalde dig med Navne, min Sjæls Behag,

alle gode Navne, som bedst jeg véd:

Moder, Søster, Elskte: min Kjærlighed!

 
  

Lysvæld bag ved Lysvæld i Himlen ind,
did, hvorfra den kommer nu Morgnens Vind,

ret som om det aanded' af Lyset ud
o, du milde Fader, min Skaber, Gud!

Lad mig nu kun drage ad natmørkt Hav,
lad mig ikkun stævne imod min Grav:
Livets Gud mig skjærmer, jeg er hans Barn,
ud hans Haand mig river af Dødens Garn.

  

Se, da stiger Solen af Hav paany,
alle Dødens Skygger for evig fly,

o, for Sejrs-Jubel, for salig Lyst:
 
Lyset stander stille paa Livets Kyst!

Jakob Knudsen. »Højskolebladet«, 1891,
Nr. 12, Fredag den 20. Marts,

 

Om salmen har Geismar sagt, at Jakob Knudsen bar sit kors med sig på ryggen, og det slap kun sit tag, når Gud undte ham kortvarige hvilestunder. Denne morgen var en af dem.

 

 

 

 

 

 

Jakob Knudsen stod på prædikestolen i årene 1890 -1897. I 1883 var han blevet gift med Frederikke, f. Plockross. Et elskeligt og fint menneske. Men de var vidt forskellige af sind og natur, og det kunne ikke holde. I marts 1893 måtte Jacob Knudsen meddele menigheden, at de to måtte skilles. Trist for menigheden, der holdt meget af dem begge.
I 1896 giftede han sig igen, denne gang med den 19-årige Helga Bek, datter af den nyligt afdøde højskoleforstander Jens Bek. Det vakte stor forargelse i vide kredse. Så Jakob Knudsen måtte tage afsked med sognet og førte derefter en kummerlig tilværelse som bl. a. omrejsende
foredragsholder til sin død i 1917

 
oversigt