Tør end nogen ihukomme
 
 

 
 

I 1825 udgav Grundtvig, dengang
capellan ved Vor Frelsers Kirke, sit berømte skrift "Kirkens Gienmæle" med undertitlen, oversat: "Der vil bestandig forblive een hellig kirke". Conf. Aug. art VII

I tiden derefter, med hans "mageløse opdagelse" og inden uvejret brød løs, skrev han salmen "Tør end nogen ihukomme" Den var oprindelig
på 12 vers ssom her  vist, hvoraf 8 er gengivet i nuværende salmebog med mindre ændringer.

 
  

1. Tør end Nogen ihukomme
Hjertets søde Morgen-Drøm,
Mindes, trods al Verdens Domme,
Zion med en Taare-Strøm!
Mægter nogen end at stemme
Harpen dybt til Orgel-Klang;
Vover Nogen end at nemme,
End at kvæde Zions Sang!

2. Ja, saalænge Hjertet banker
Kj ærlig i en Christen-Barm,
Rinder og med Himmel-Tanker
Over Zion Taaren varm,
Og saalænge for Guds Throne
Høres Seraph-Harpers Klang,

Skal i Christi Kirke tone
 Taareblandet Zions Sang.

 

3. Trodser kun, I Kirke-Fiender!
Larmer kun, I Edoms Børn!
Laver kun, mens Taaren rinder,
Gjæstebud til Ulv og Ørn!
Tone over eders Grave

Skal dog Zions Fryde-Sang,

Og, er Harpen i Ulave,
 
Læmpes til Basune-Klang!

4. Samler eder tæt om Bjerget,
Alle Zions Døttre smaa!
Har end Fienden Sletten hærget,
Herrens Bjerg han dog lod staae;
Blev end Steen paa Steen ei levnet,
Hjørne-Stenen laae dog fast,
 Blev urokket og urevnet,
Mod den alle Vaaben brast!

 

Billedet i to af de første vers er hentet fra salme 137, hvor troende og landsflygtige israelitter ikke mere kunne synge de sange, som de var i stand til hjemme på Zions bjerg. Fjenden, rationalismen har hærget. Hjørnestenen (Kristus) ligger urokkeligt på sin plads.

 

5. Taare-Sky! ei saa Du hænge
Over Bjerget sortegraa!
Skil dig ad, lad Straalen trænge

Ud dog under dunkle Braa,
Saa vi skue den Sky-Klædte,
Med sin favre Regnbu-Krands!
I et Øie bedre stædte

Herren aldrig Sole-Glands!

6. Da skal løses brat vor Tunge,
Som forstummed under Graad,
Om den Ædelsteen at sjunge,
Som det var Guds vise Raad,
Til en Grundvold klar at lægge
I det prude Zions-Slot,
Som har Himlen til sit Dække,
Og al Fiende-Magt til Spot!

 

7. Ja, paa Ham vi kaste Sorgen,
Som og Synden for os bar,
Høit om Syllen og om Borgen
Sjunge vi med Stemme klar,
Og i Herrens Vingers Skygge,
I en gylden Aften-Stund,
Under Sang vi atter bygge
Paa den gamle Klippe-Grund!

8. Ei mod Stjernerne sig høine
Denne Gang skal Spir og Taarn,
Hyttelavt, i Verdens Øine,
Bygges nu, imod tilforn;
Saa vi efter Ham os føie,

Som har sagt, Han vilde boe,
Hvor sig Stjerner for Ham bøie,

Og hvor blye Kjær-Minder groe!

 

Vers otte henviser til jøderne efter fangenskabet i Babylon. De byggede "hyttelavt".
Således også os efter Kristus. De bly Kærminder  viser os, at vi er i Danmark.

 

9. Huset med de høie Sale
Tømres kun af Skaber-Haand,
Skal fra Himmelen neddale,
Som til Støvet Herrens Aand;
Vi af bløde Bøge-Stammer,
Under Nattergale-Sang,
Bygge kun et Kirke-Kammer,
Til en himmelsk Alter-Gang!

10. Verdens Store, Vise, Bolde
 
Vil vor Hytte vel forsmaae,
Men den Største vil dog holde
Nadver i den ringe Vraa;

Tidlig Han sig myg har krummet,

Barneglad i Moder-Skiød,
Han, som laae i Krybbe-Rummet,
Vil med os og bryde Brød!

 

11. Stald for Asen og for Oxe
Var Hans første Sal paa Jord:
 Vorder smaa!at I kan voxe,
Var Hans dybe Viisdoms-Ord.
Verdens Høihed, Pragt og Glimmer,

Derpaa slaaer den Herre Vrag,
Bukker smilende sig immer
Under Hyttens lave Tag!

12 . Thi skal Herligheden vorde
Større i det snævre Huus,
 
End i det med store Gaarde,
 
Som nedsjunket er i Gruus;
Hans er Sølvet, Hans er Guldet,
 
Jord og Himmel, Alt er Hans,
 Kun i Ham forklares Muldet
Med en evig Sole-Glands!

  
 

"Med huset i høje sale" betyder næppe prægtige kirkesale eller højkirkelighed, men mødet med den hellige, almindelige kirke. Synet af den danske kirke, hvor Grundtvigs syn og sang vandt indpas. Uden pragt, men plads for Herren, der møder os ved sit bord. Den himmelske altergang. Sidste vers om det andet tempels herlighed, mødet med messias, han give os fred og kærlighed.

 

Folkets Genmæle. For snart 30 år siden fejrede vi Grundtvigs 200 års dag.
En kendt teolog skrev dengang:
Essensen af den kirkelige anskuelse er at sand kristendom, dvs. Herrens levende tilstedeværelse, ikke formidles af skriftlærdes oplysning, men forud for enhver skriftoplysning ligger fuldt opklaret i den menighed, der med trosbekendelsen samles til dåb og nadver. Heri ligger den væsentlige udfordring i Kirkens Genmæle: Sandhed er ikke en specialitet for de dybsindige, men tilgængelig og genkendelig for enhver. Grundtvig gjorde trosbekendelsen til menigmands værn imod tidens pavedømme.

 
 
oversigt