Nu takker alle Gud
 

 
 

NVn dancket alle Gott
Mit Hertzen Mund vnd Händen
Der grosse Dinge thut
An vns vnd aller Enden
Der vns von Mutter Leib
Vnd Kindes Beinen an
Vnzehlig viel zu gut
Vnd noch j[e]tzund gethan.

Der ewig reiche Gott
Woll vns auff vnser Leben
Ein jmmer frölich Hertz
Vnd edlen Frieden geben:
Vnd vns in seiner Gnad
Erhalten fort vnd fort
Vnd uns aus aller Noth
Erlösen hier vnd dort.

Lob/Ehr v[n]d Preis sey Gott
Dem Vater vnd dem Sohne
Vnd dem der beyden gleich
Im höchsten Himmels Throne:
Dem dreymal einen Gott
Als Er vrsprünglich war
Vnd ist / vnd bleiben wird
Jetzund vnd jmmerdar.

 

Org. tekst af Martin Rinckart, o. 1630. »IESV Hertz-Biichlein«,

 

 
Eilenburg ved floden Mulde lidt nord for Leipzig, en tegning fra o 1650.

Her fødtes Martin Rinckart år 1586, søn af en fattig bødkermesterfamilie, ansete folk, der måtte slide hårdt for det daglige brød. Familien samledes ofte til sang og strengespil, en arv fra hjemmet, som kom til at betyde meget for Martin. Han kom i skole som 5-årig og tre år senere i latinskole. Som femtenårig blev han optaget i Thomasskolen i Leipzig med det berømte kor. Via teologien og musikken blev han gymnasielærer i Eisleben. Og i 1613 sognepræst i det nærliggende Erdeburg.
 I 1616 tog han magistergraden i Leipzig og blev ærkediakon i fødebyen Eilenburg, hvor han virkede de næste 32 år. Han var meget aktiv i forfatterskabet med mange skriftstykker og omkring 600 salmer. Han skrev dramaer i tilknytning til højdepunkter i Luthers liv, bl.a. i mindeåret for de 95 theser, mødet i Worms og ikke mindst 100-året for den Augsburgske konfession. Der er nogen tvivl, men det må være i forbindelse med denne sidste begivenhed "Nu takker alle Gud" blev til. Det er også mærkeligt, at denne takkesalme blev til under den grufulde 30-års krig. Befolkningen i Eilenburg led voldsomt i de år. Bl a.svenske tropper (!) truede med at brænde byen af , hvis ikke der blev betalt en stor løsesum. Dertil fulgte pest og hungersnød. Rinchard har præsterede at holde begravelser tre gange om dagen, til tider med tolv kister ad gangen. Hans hustru døde under pesten.  Dernæst fulgte massebryllupper efter massebegravelserne.  Rinckart giftede sig igen med en ung enke. Rinckart fik lov til opleve krigens slutning , han døde året efter i 1649.
"Nu takker alle Gud" blev udbredt over hele verden og blev oversat til mere end 100 sprog. Den er blevet benyttet ved mange store nationale begivenheder.

 

Nu takker alle Gud
med hjerte, mund og hænder,
som overflødigt godt
os uforskyldt tilsender,
som os fra moders liv
og første barndomsstund
i alt vort levneds tid
velsigned mangelund

Den evig rige Gud,
han os fremdeles give
fred og frimodighed,
mens vi er her i live,
så vi i nåde stå
hos ham og på vor bøn
få hjælp i nød og død,
til sidst hans nådeløn!

Gud Fader med Guds Søn
og Helligånd tillige
ske tak og lov og pris
i høje Himmerige!
Treenig Gud, som var
og er og bliver, dig
vort takke-offer frem
vi bær' ydmygelig.

 
Den første danske oversættelse var ved Ægidius i 1717. Der fulgte flere, som det er ret usikkert at sætte et bestemt navn på.
 

 
Herover Torgau ved Elbens bred. Borgen er bygget på Luthers tid, slotskirken er verdens første byggede luthersk - evangeliske kirke, indviet af Luther selv. Forarbejdet til de Augsburgske Artikler fandt sted i et hus nær St. Marien, til højre, med Luthers hustrus grav.
 

 

 

 Uddrag af dagbog sept.2007:

Onsdag drog vi af sted, Else og jeg. Vi kørte til Berlin og overnattede der til fredag. Så kom børnene efterhånden til. Fra Holland, Spanien og hjemmefra, til sidst var vi samlet alle tolv. Fredag drog vi til Wittenberg for et kort visit, Louise (12 år) skulle se teserne, som hun havde lært om i skolen. Sidst på eftermiddagen ankom vi til Torgau, til Hotel Goldener Anker. Vi skulle fejre vort guldbryllup sammen med familien, børnene. Så oprandt dagen, lørdag morgen, den første september. Det puslede uden for døren. Så sang de ”Det er så yndigt”. De havde pyntet med blomster. De kom indenfor med lykønskninger og gaver. Lidt senere, da vi sad ved morgenbordet i den smukke balsal, kom en buket røde roser, en hyldest med en særlig adresse:  

Lidt før halv tolv vandrede vi ned til kirken, St. Marien. Her stod pastor Andreas Rothe rede, i fuldt ornat, for at tage imod os. Han hilste på hele familien, tog dem med storm. Derefter gik vi op gennem kirken til koret til smukke toner fra kirkens store orgel. Vi tog plads foran altret, Else og jeg i to fornemme stole. Rothe holdt en stærk, personlig tale til os. Hans tyske var let at forstå.  Han talte bl. a. om den store værdi af, at vi mennesker kan mødes på tværs af tid og rum. 

Vi knælede og fik bekræftet de halvtreds år. Vi sang salmen ”Nu takker alle Gud”

Til sidst vandrede vi alle over til Katharinas grav i kirken, hvor Else lagde roserne. 

 

 
oversigt