Dejlig er den Himmel blå
 
 

Vi kan næppe være uenig om, at det er himlens blå farve, Chagall har overført til dette vindue i Chapelle des Cordeliers, Sarrebourg i Frankrig.  Her er vist et udsnit af  det 12x7,5 meter høje vindue. Værket er fra 1970-erne. Chagall har naturligvis
ikke kendt denne uges salme, men det er dog immervæk den samme
blå himmel, vi skuer på.

 
De hellige tre Konger, Barnesang:
 
  

1.Deilig er den Himmel blaa,
Lyst det er, at see derpaa,
Hvor de gyldne Stjerner blinke,
Hvor de smile, hvor de vinke,

Os fra Jorden op til sig.

2. Kommer Smaa, og hører til!
Jeg for eder sjunge vil
Om saa lys og mild en Stjerne,
Jeg det veed, I høre gjerne:
Himlen hører eder til.

 

3. Det var midt i Julenat,
Hver en Stjerne glimted mat,
Men med Eet der blev at skue
En saa klar paa Himlens Bue,
Som en liden Stjernesoel.

4. Langt herfra i Østerland
Stod en gammel Stjernemand,
Saae fra Taarnet vist paa Himlen,
Saae det Lys i Stjernevrimlen,
Blev i Sind saa barneglad.

 

 5. Naar den Stjerne lys og blid
Sig lod see ved Midnatstid,
Var det Sagn fra gamle Dage,
At en Konge uden Måge
Skulde fødes paa vor Jord.

6. Derfor blev i Østerland
Nu saa glad den gamle Mand;
Thi han vilde dog saa gjerne

See den lyse Kongestjerne,
Før han lagdes i sin Grav.

 

7. Han gik til sin Konges Slot,
 Kongen kjendte ham saa godt,
 
Hørte og med Hjertens Glæde,
At det Lys var nu tilstæde,
Hvorom gamle Spaadom lød

8. Han med Søn og Stjernemand
Flux uddrog af Østerland,
For den Konge at oplede,
For den Konge at tilbede,
Som var født i samme Stund.

 

9. Klare Stjerne ledte dem
Lige til Jerusalem.
Kongens Slot de gik at finde,
Der var vel en Konge inde.
Men ei den de ledte om

10. Klare Stjerne hasted frem,
Ledte dem til Bethlehem,

Over Hytten lav og lille
Stod saa pludselig den stille,

Straalede saa lyst og mildt.

 

11. Glade udi Sjæl og Sind
Ginge de i Kytten ind
Der var ingen Kongetrone
Der kun sad en fattig Kone
Vugged Barnet i sit Skjød

12. Østerlands de vise Mænd
Fandt dog Stjernen der igjen,
Som de skued i det Høie,
Thi i Barnets milde Øie
Funklende og klar den sad.

 

  13. Den var dem et Tegn saa vist,
At de saae den sande Krist,
Derfor nej ed de sig glade,
Offrede paa gyldne Fade
Røgelse med søden1 Lugt.

14. Vil I Smaa ei ogsaa gjerne
See den lyse milde Stjerne,
For den Konge dybt Jer neie,
Som Guds Rige har i Eie,
Og vil lukke jer derind ?

 

15. Seer Jer til den Himmel blaa,
Med de gyldne Stjerner paa!
Der den Stjerne ei I finde,
Men den er dog vist derinde:
Over Jesu Kongestoel.

16. Thi det Barn som var paa Jord,
Blevet er en Konge stor,
Og han sidder nu deroppe,

Over alle Stjernetoppe

Hos Gud Faders høire Haand.

 

17. Neier eder kun, I Smaa!
Han fra Himlen seer derpaa.
Sender ham med Hjertensglæde
Lov og Priis til høie Sæde!

Det er Røgelse for ham.

18. Stjernen ledte vise Mænd
Til nyfødte Konge hen,

I har og en saadan Stjerne,
Og naar I den følge gjerne,
Komme I til Jesum vist.

 

19. Denne Stjerne, lys og mild,
Som kan aldrig lede vild
Er hans Guddomsord  det klare
Som han os lod aabenbare
Til at lyse for vor fod

N. F. S. Grundtvig, Dec. 1810.
I Rahbeks »Sandsigeren«, 10. april 1811.
Her efter »Kvædlinger«, 1815, s. 229 flg.

  
 
Salmen fra 1810 var lang, på 19 vers. I nuværende salmebog er der 7 vers.
Der er foretaget en del ændringer, også  af  Grundtvig selv.
  

 
 

Grundtvig skrev salmen efteråret 1810 i en kort periode af sit liv,
et havblik i det stormvejr, hvor vinden skifter retning. Den beskrives som hans første rigtige salme. 12. dec. før jul var den færdig, og han sluttede på manuskriptet: "Herrens Navn været lovet og hans ubegribelig Kærlighed priset"
Salmen blev anerkendt fra vidt forskellig side, bl.a. af en præst i Angel, ikke særlig danskvenlig, men han beundrede Grundtvig.
Salmen betegnes som et af den danske salmebogs uforståelige mirakler.

 
 
retur