Bryd frem, mit hjertes trang at lindre
 
1.ERquicke mich, du Heyl der sunder!
durch dich und deinen gnaden-schein;
und lass', o freund der menschenkinder!
dein hertz auf mich gerichtet seyn:
komm' und erzeige dein erbarmen
dem heyl- und hulffs-bedurft'gen armen.
2. Du bist und bleibst der trost der erden
und der gepriesne wunder-mann,
durch welchen wir errettet werden,
der allen menschen helffen kan,
und uns von allem unsern schaden
durch seine huld und kraft entladen
 

Ich finde mich arm und elende, entblosst von allem eignen ruhm: die friedens-botschaft zu mir sende, dein susses Evangelium, dass ich dadurch noch hier auf erden, gerecht und seelig moge werden.

Ludwig Andreas Gotter.Freylinghausen:
 »Neues geistreiches Gesangbuch«.
1714.
Her efter Schrader: »Vollståndiges Gesang­
buch«, Tønder 1731. Nr. 299.
  

 

Det er en ret uforståelig verstekst herover tv. Men begyndelsen på næste vers "Du bist und bleibst der trost der erden" : "du er og bliver", fortæller, at vi er på rette vej. Det er salmen, som Brorson oversatte og omskrev. Den stammer fra Ludvig Andreas Gotter, søn af generalsuperintendent Johan G., født i Gotha 1561. Gotter var embedsmand, fik senere titel af minister. Som salmedigter i kredsen om den tidlige pietisme, og som embedsmand fik han kontakt til Johann Kaspar Wetzel, kendt evangelisk teolog. Det førte til, at hans salmer blev udgivet, men uden hans navn af hensyn til hans virke som embedsmand. Det ændredes senere  i Freylinghausens salmebog 1714, hvorefter den blev optaget hos Schrader, som fulgte originalens tekst.

  
  
1.Bryd frem mit Hiertes Trang at lindre/
O arme Syndres Dag og Soel/

Lad ingen forheng mere hindre

Min indgang til vor Naade Stoel.

Lad den dog icke gaae i blinde
Som vil saa gierne Lyset finde.
2. Du ene varst og est og bliver
Den arme Verdens rige Trøst/

Det Vidnisbyrd enhver dig giver/

Som kiender dig/ vor Øyens Lyst/

Saa stor er ingen nød at finde/

Som icke for din Kraft maae svinde.
 
 3.Du giør det/ at de Døve høre
Den blinde faaer sin Siun igien/
Den Halte friske Trin kand giøre
Spedalskhed viger for dig hen/
De Døde har du Aand og Livet/
Og alle arme ledske givet.
4.Har du nu før saa veldig øvet
Dit Herredømmes store Magt/
 Hvi gaaer jeg da saa høyt bedrøvet

O Jesu/ tag min Siel i agt Viis/
at du er endnu den samme
Som Sathans Valde giør til skammen.
 
5. Du seer/ hvordan vi gaar i Blinde
Og sandse ey vor Siele-Sag/
O! lad dog Naadens Lyys oprinde
Og giør det i mit Hierte dag/
 At jeg grandgivelig kand kiende
Den Vey jeg gaar/ og Veyens Ende.
6. Oplad og giennemboor mit Øre
Blant dine tienere at staae/

Som uophørlig gierne giøre

Hvad du ved Ordet peger paa/
Ey andet mig at foretage
End hvad min Herre kand behage.
 

7. Jeg halter/ snubler/ gaar i Mørcke
Og støder an paa hver en Steen/
Ach lad din Aand og store Styrcke

Mig give Krafft og kiempe Been/
 
Ret frem og stercke trin at giøre/
Som aldrig lade sig forføre.

8.O hvem kand læge og fordrive
Mit onde og Spedalske Sind/
O Søde Jesu kom at give
Mig derimod dog noget ind/

Kun dine Vunder kand allene

Mod den fortviilte jammer tiene.
 
9. Død er min Siel til alt det gode/
Slet intet veed og mindre kand

O lad din Kraft den skade bode/
Gif saadan Ville og forstand
At jeg et dydigt Træ maa være.
Som dig utallig Frugt kand bære.
10. Jeg fattig er og fuld af plage
O Naaderige JEsu kom
O lad mit arme Hierte smage
Dit søde Evangelium
At jeg end ogsaa her i Live
Maa derved riig  og salig blive.
  
 

H. A. Brorson: »Nogle  Psalmer  om  Troens  Grund«,  Tundern 1734-

 

Nuværende salmebog er med versene 1-4 og 9 og 10.

 

Under anden verdenskrig  skete det, at salmen blev forbudt af censuren ved en radiogudstjeneste. Det skyldes sikkert fjerde vers, sidste to linjer: Jeg ved, at du evig er den samme, som Satans vælde gør til skamme.

 

 
oversigt