Sorrig og glæde de vandre til hobe
 

 

SORRIG OG GLÆDE DE VANDRE TILHOBE. Dend XIV.Sang. Hver har sin Skæbne.

 

1.Sorrig og Glæde de vandre tilhaabe,
Lykke, Ulykke de ganger paa Rad,
 Medgang og Modgang hinanden anraabe,
Soelskin og Skyer de følgis og ad!
Jorderiigs Guld Er prægtig Muld,
 
Himlen er Ene af Salighed fuld.

 Parvis: Sorrig og Glæde. Lykke og Ulykke, Medgang og Modgang, Solskin og Skyer de følges ad. Sidst: Himlen alene
af salighed fuld.

   

2.Kroner og Scepter i Demant-spill lege,
Leeg er dog ikke dend kongelig Dragt!

Tusinde Byrder i Kronerne hvege,
Tusindfold Omhu i Scepterets Magt!
Kongernis Boe Er skiøn Uroe!
Himlen allene giør salig og froe!

Ej leg. "Hvege": Tunge kongekrone. Magten forpligter. Himlen alene gør salig og fro.

   

3.Alle Ting har sin foranderlig Lykke!
Alle kand finde sin Sorrig i Barm!
 
Tiit ere Bryst, under dyrebar Smykke,
Fulde af Sorrig og hemmelig Harm!
Alle hår sit,
Stort eller Lit!
Himlen allene for Sorgen er qvit!

Alle med foranderlig lykke.
I stort og småt.
Sorgen kvit i Himlen alene.

   

4. Velde og Vijssdom og timelig Ære,
Styrke og Ungdom i blomstrende Aar,
Høyt over andre kand Hovedet bære,
 
Falder dog af og i Tjden forgaar!
Alle Ting maa
Enden opnaa,
Himmelens Salighed Ene skal staa!

Unge år med liv og styrke. Med oprejst pande.
Men som blomsten visne. Mod enden og himlens salighed ene skal stå.

   

5.Deyligste Roser hår stindeste Toorne,
Skiønneste Blomster sin tærende Gift,
 
Under en Rosen-kind Hiertet kand foorne,
 
For dog at Skæbnen saa sælsom er skift!
 
I Vaade-vand Flyder vort Land,
Himlen har Ene Lyksaligheds Stand.

Roser med stiveste torne.
Blomster med gift, selv hjertet kan visne under rosen-kind. Vaade-vand, stormflod. Himlen har ene -

   

6.Vel da! saa vil jeg mig aldrig bemøye
Om ikke Verden gaar efter min Agt!

Ingen Bekymring skal kunde mig bøye,
Intet skal giøre mit Hierte forsagt!
 
Sorrig skal døe, Lystigheds Frøe
Blomstris paa Himle-Lyksaligheds Øe!

Vel så, ingen bekymring
skal mig bøje. Sorrig skal dø. Og lystigheds frø skal blomstre på himle- lyksaligheds  ø

   

7.Angist skal aule en varende Glæde,
Qyide skal vinde sin Tott udaf Teen!
 
Armod skal prydis i rjgeste Klæde,
Svaghed skal reysis paa sundeste Been!
Avind skal staa
Fengsled i Vraae,
Himlen kand Ene alt dette formaa!

Qyide, som kvinden, der spinder sin tråd. Avind, en anden kvinde, der står fængslet i en krog, ubemærket.

   

8.Lad da min Lod og min Lykke kun falde
Hvordan min GUd og min HErre hånd
vill,
Lad ikkun Avind udøse sin Galde,
Lad kun og Verden fulddrive sit Spill!

Tjdernis Bom Bliver dog tom,
 
Himlen skal kiøre altingest her-om!

Om tidernes bom. Her er
 det sikkert væversønnen fra Slangerup, der ser kvinden ved vævebommen, der tømmes til sidst. Jordelivet er slut.

   

Thomas Kingo »Aandelige Siunge-Koors
Anden Part«, 1681

 

Kingos prægtige salme. Om livet, dets bølgegang. Som slutter med
som i første vers:
"Jorderiigs Guld Er prægtig Muld, Himlen er Ene af Salighed fuld".
 Dronning Margrethe valgte den som en af salmerne ved festgudstjenesten i Christiansborg slotskirke i anledningen af majestætens 40-års regeringsjubilæum.

 
 

 
oversigt