Vaagn op og slå paa dine Strenge

 Kingo: Nu ser jeg Soolen at optræde -

 

 
Med oprindelige 16 vers, heraf er de fremhævede fem vers i nuværende DDS.
 
1.Vaag op og slae paa dine Strenge,
Siung mig en deylig Morgen-sang,
O kiære Siæl, stat op af senge:
Giør med din Tak en Himmelgang:
Giør vold oppaa den Stierneborg,

Og glem saalenge,
Verdens Sorg.

2.Velan! jeg vil til Himlen stige,
Langt fra min Jordeklimp og krop,
Mit Borgerskab er i Guds Rige

Der stunder jeg og daglig op!

Lov, Priis og Tak i tusind tal,
 Skee Gud i høyen Himmel-sal.

 
3.Jeg har ey andet dig at give,
End kun min blotte Hierte-tak,
Aid anden Gierning her i Live
Dend er at yde ald for lak:
Men mine Suk du ey forsmaar,
Og Graaden som i øyne staar.

4.Nu vogned jeg og slap af leye,
Gud giorde det jeg sov i Fred,

Jeg derfor vil mod Jorden neye,

Og kysse HErrens foode-fied!
 
Jeg Dulmed vel i Mørkheds Land,
 Blev dog betient af Gud og
Mand.

   
5.Nu seer jeg Soolen at optræde,
Sin Buegang med lyst at gaa,
O Gud, hvad overvettis Glæde,

Jeg daglig kand i hiertet faa,
At Christ Rætfærdighedens Sool
Hånd har i mig et skinnebool.

6.Lad, Jesu, flux dit Lyvs oprinde
I mig, at jeg, som lyvsens Barn,
 
Ey lader mig af verden blinde
Og snæris udi Satans garn:
Lad Kiødsens lyst i mig uddøe,
Og tænke paa mit Kiød er høe.

 
7.De dødelige Skud og Pile,
Som Satan hærded i min Synd,
 
Er fløyen over tusind Mile,
Og hafde mod mig ingen fynd:

Paa min Dørstolpe JEsu blood
Mod Morderen sig finde lood.

8.Nu veed jeg vel at Satan ikke
Skal udi Dag forsømme sig,
At hånd mig kand i Hælen stikke,

Og slae med Tungen hemmelig,

Men Gud giør du mit Ansigt stift,

At jeg kand lee ad hendis Gift.

 
9.Skal sygdom, sorrig og Ulykke,
Skal Armod eller Fattigdom

Mig efter HErrens Ville trykke,

Lad dog min Troo ey stødis om:

Men giv mig med Taalmodighed
At giøre HErrens Kalk beskeed.

10.Velsigne, Gud, udaf det Høye
Mit Arbeid og min sure sved,
Lad mig med Satans Kalv ey pløye,

Af andris Blood giør mig ey feed:
Viis mig dend Vey hvor jeg skal gaa,
 
Udi Guds frygt mit Brød at faa.

 

11.Bevar hos os din rene Lære,
Elsk paa din Viingaard idelig,
Lad os af Ordet Frugter bære
I Kierlighed, enhver for sig,
Lad Kirkens Fiender see sin harm
 
Paa os din Hiord udi din Barm.

12.Gud legge Hæder, Priis og Ære
Paa KONGEN overflødelig,
Lad ham, som David Krunen bære,

Bøy selv hans Hierte efter dig:
Raadfør du selv hans høye Raad
At deris Verk gaar
vel i Traad

 

13.Vort gandske Land, og begge Rjger
Omskands, o Gud med Fred og Roo

Giør alle dem, som os bekriger,
Til vore Fødders trædebroo
Giør Luften sund og Jorden feed,

Omkrone dend med Frugtbarhed.

14.Velan! Jeg til mit Kald mig giver,
Og fanger nu min Gierning an,
Min Gud mig end saa naadig bliver
Som hånd i ald min Tiid er van,
Hånd tager Haanden med mig i,
Og med sin Aand staar trolig bi,

 

15.Jeg vil dog ey paa Verden bygge,
 
Om Lykken end vil med mig staa
Men alt som Dagen sig mon rygge,
 
Vil jeg min Siæl alt minde paa
At Glasset rinder, Tiiden gaar,
Og ævigheden forestaar.

16.Saa skal jeg i Guds Frygt fuldende
Min torne-fulde Levnets gang,

Sin Aand skal Gud i Hiertet sende

Udi min sidste Aandefang!

Skiul da, o Jord, min syndig Krop
Mens Siælen følger Engle
trop.

 

Thomas Kingo: »Aandelige Siunge-Koors Første Part«, 1674

 
Salmen begynder sidst på natten, først i vers fem viser solen sig. Derfor den tidlige solopgang på billedet øverst oppe! Det læses, at den oprindelige salme var fuld af bibelske fortællinger. I vers otte bliver satan til slange, det er "hendes" gift. Begge riger i vers 13  hentyder til rigsfællesskabet mellem Norge og Danmark. I en tid med fremmedartede elementer i vort sprog samt sløseri med sproget, er det befriende at studere Kingos kraftfulde sprog, hele 350 år tilbage i tiden.
 
 

 
 oversigt