Øjne I var lykkelige -
 

 

Søndag - Morgen fra de Døde

 

 1. Oine! I var lykkelige
I, som saae Guds Søn paa Jord!

Oren! I blev hovedrige,

Da I lytted til hans Ord,
For hvis Tunge sammen raade
Kun Guds Sandhed og Guds Naade!

2. Konger og Profeter mange
Længdes efter eders Kaar,
Hjerte-Suk og Engle-Sange
Spaaed om det Gyldenaar,
Da Guds Lys og Liv med Størke
 Seirer over Død og Mørke!

 

3. Held os, Christne paa det Jævne!
Naadens Tid er ei forbi,
Som oplyst paa Kirke-Stævne,
Lykkens Skiødebørn er vi,
Øine seer
og Øren høre Ham,
som har Guds Ord at føre

4. Han, som Liv og Lys uddeler
Med sin Aand og med sit Ord,
Han, som alt det Brudte heler
I sit Bad og ved sit Bord,
Jestis Christus, med vor Glæde,
Er lyslevende tilstæde!

 

5. Han, skiøndt Verden seer ham ikke,
Troen dog for Øie staaer,
Og i alle Øieblikke
Ordet hans til Hjerte gaaer,
Tænder Lys i Gravens Mørke,
Planter Paradis i Ørke!

6. Blindfødt var det ømme Hjerte,
Seer dog nu hans Guddoms-Glands,
Død var Sjælen til vor Smerte,
Lever nu i Aanden hans,
Igienfødte til Guds Rige,
Vi det seer i Lys tillige!

 

7. Øine! I er lykkelige,
I, som seer Guds Søn paa Jord!
Øren! I blev hovedrige,

Da I hørde Livets Ord,

Som Guds Folk med sine Helte,

Med vor Drot vi sammensmelte!

N. F. S. Grundtvig
:
»Fest-Psalmer«, 8. opl., 1864, nr. 876.

 
På et tidspunkt blev vers tre udeladt. Udtrykket "Lykkens Skødebørn" blev anset for upassende, plat. Og "Kirke-stævne" stammer fra den tid, da menigheden efter gudstjenesten måtte vente udenfor kirken, til sognefogeden havde oplæst en eventuel officiel bekendtgørelse. Men vers tre vendte tilbage i erkendelse af at salmen ville falde fra hinanden uden vers tre.
 

 

 oversigt