Guds ord det er vort Arvegods
 
1. Guds Kirke er saa fast en Borg,
Den staaer paa Zions Bjerge;

Kast kun, min Sjæl, paa Gud al Sorg!

Han vil med Kraft den værge
Som fordum, saa og nu,
Han kommer grandt i hu,
Den trænger til Hans Vagt
Omringet og belagt

Af Mørkets Helved-Skare.
2.Vor egen Kraft, vort Heltemod
Det er ei værd at nævne,
Men derfor Han en Kæmpe god
Os gav med Almagts-Evne;
Med Verden ei forgaaer Hans Priis,
Hans Jubel-Aar,
Det i al Evighed
Skal tone:
Jesus streed,

Og Seier har han vundet.
 
2.Ja, mylred Djævle end paa Jord
Og stormed Kirkens Volde,

Vi stole dog paa Jesu Ord,
Han Marken skal beholde;
Lad fnyse Verdens Aand!
Al Magt er i Guds Haand.

Lad rase Mørkets Hær!

Lad blinke Blus og Sværd!

Guds Ord skal aldrig svigte.
2. Nei, Ordet skal de lade staae,
Og Utak dertil have,

Det skal til Verdens Ende gaae
 Paa sine Fjenders Grave,

Med List, med Vold og Mord,

Vort Gods, vort Liv paa Jord,

Os Verden røve kan,

I Christnes Fædreland

Vi Kronen dog beholde.
 
5.Guds Ord det er vort Arvegods,
Det skal vort Afkoms være,
Det være skal i Grav vor Roes,
Vi holdt det høit i Ære;
Det er vor Hjelp i Nød,
Vor Trøst i Liv og Død,
O Gud! ihvor det gaaer,
Lad dog, mens Verden staaer,
Det i vor Æt nedarves!
N. F. S. Grundtvig:
Psalmer ved Jubel-Festen 1817.

Her efter Sangv. 111,64.
 
I 1817 skrev Grundtvig efter opfordring af sin svoger denne salme. Årsagen var, at man var nær festligholdelsen af 300 året for reformationen. En gendigtning af Luthers salme. Det er alene sidste vers, som vi kender det i nuværende salmebog.
 

 
oversigt