Lær mig, o skov, at visne glad
 
Lær mig, o Skov, at visne glad,
Som seent i Høst dit gule Blad.
Et bedre Foraar kommer
Hvor grønt mit Træ skal herligt staa
Og sine dybe Rødder slaa
 I Evighedens Sommer
 Lær mig, o lille Trækfugl, Du!
At svinge mig med freidig Hu
Til ubekiendte Strande!
Naar Alt er Vinter her og lis,
Da skal et yndigt Paradis
Mig sikkert aabent stande
 
Lær mig, Du lette Sommerfugl!
At sønderbryde tunge Skiul,
Som nu min Frihed tvinger.
En Orm jeg kryber end paa Jord,

Snart flagre høit, af tynde Flor,
De gyldne Purpurvinger.
Du, som fra Skyen smiler hist,
Min Mester, Lærer, Jesu Christ!
Lær mig at tvinge Sorgen

Sving for mig Haabets grønne Flag!
Langfredag var en bitter Dag,
Men skiøn var Paaskemorgen
.

 

Nu sætter mig ved Gravens Læ
Endnu det lille Kors af Træ
Til kiærligt Venskabs Minde;
 At mine Børn, ifald de kom
Og fandt den gamle Hytte tom,
Dog kan mit Gravsted finde.

Adam Gottlob Oehlenschläger
:
»Eremitten«, Digtninger II, 1813

 

 

"Eremitten" handler om en præst i Schwaben, der har mistet sit embede, fordi det blev bekendt, at han engang i sin ungdom havde optrådt som skuespiller. Hustruen døde af sorg, deres datter kom i pleje, mens hans selv trak sig tilbage til et liv som eneboer i Harzen. Hans datter ville senere besøge ham som nygift sammen med sin mand, men kom for sent. Hun mødte hans fattige ligtog, der sang denne sang, der måtte være digtet af eremitten selv. Træk fra den fromme og religiøse eneboer, tilsat  naturindtryk, har Oehlenschläger kunnet genfinde hos sig selv, en påvirkning af hans gamle lærer, salmedigteren Edvard Storm. Salmen var i mange år en meget benyttet gravsalme. Den oprindelige tekst gennemgik mindre ændringer, måske ved Oehlenschläger selv, og sidste vers er udeladt.

 

 
oversigt