Guds igenfødte, nye, levende Sjæle
 

Mel. Sorrig og Glæde de vandre

 
1.GUds Igienfødde, nye, levende Siæle!
Møder vor Abba i siungende Flok,

HErrens nye Skabningers livlige Siæle
Kand i hans Lovsang ej øve sig nok,

Lader dog hver sig for Faderen høre,
Hvem der hans Naade kand dejligst kundgøre
 2.Allerlivsaligste, mildeste Fader,
Havde vi Thronernes Stemme i Fryd,
Havde vi Englernes Miner og Lader,
Havde vi Cherubims Vinger og Lyyd,
Aldrig vi alle tilhaabe formaaede
Noksomat prise den mindste din Naade.
 
3.  Onde vi vare, og døde som Steene,
Haarde i Hiertet som Marmor og Staal,

Det var din mægtigste Styrke allene,
Som os fik reddet, og naaede sit Maal,
Lod os ved Aanden i Ordet fornemme
Frelserens Levende giørende Stemme.
4.Ach! hvad vi bleve da selsom til Mode,
Nu vi ret kiendte Fordærvelsens Stand,

Da vi tilforne ej andet forstode,

End at os fejlede ikke et Grand,

Stinkede i vor Begiærligheds -Grave,

Da vi formeente dog Livet at have.
 
5.Naar vi betenke, hvad Faderen tænkte
Da hand begyndte at drage os ud,
Da hand os Livet i Midleren skienkte,
Smykkede Siælen til Frelserens Brud,
At hand os elskte, os Onde, saa saare,
 Maae vi henflyde i Kierligheds-Taare.
Siuntes end Siælen at smage GUds Vrede,
Jamrede saare i Fødselens Nød, Det
 var i Sandhed GUds Kierligheds Hede,
Den, som os haver til Himlene fød.
Maatte jo Hiertet sin Jammer dog kiende,
Førend hun vilde til Korset sig vende.
 
 7.Saae mand end Sinai mægtig at lyne,
Buldre og tordne af Domme-Dags Skye,
 Golgatha blev dog omsider til syne,

Saligheds Morgen begyndte at grye,
Da brød hun ud, som af Fødselens Smerte,
Det af Guds skabte nye levende Hierte.
8.Troen begyndte, den ryggende Tave,
Hiertets forborgene Menniskes Siel,

Først i en Længsel sin JEsum at have,
Og nu ald Verden at sige far vel,

Synden hun kiendte som stinkende Søle,
Da hun fik Vrede og Naade at føle.
 
9.Ach GUds ald Kierligheds Virkning her stræbte. Den i at plante det Himmelske Sind,
 
Medens at Angestens Følelse dræbte,
Hvad ej i Christi Forening gaaer ind,
JEsu Retferdighed Sielen blev givet
Kiødet til Døden, og Aanden til Livet.
10.Hvo vil nu HErrens Udvalde beskylde?
GUd os i Christo retfærdige giør,
 
Her er i JEsu Velsignelsens Fylde,
Her er GUds Naade og Himlenes Dør,
Troen brød giennem ald Angestens Pile,
 
Ind i sin Frelseres Vunder at hvile.
 

 11.Aldrig kom Englene saadant for Øre,
Før mand begyndte GUds Harper at slaae,
Det var for dennem saa lifligt at høre,
Himlenes hele Forsamling tog paa:
Amen! Halleluja! Sejren er vunden,
 
JEsus sit Faaer det fortabte har funden.

12.Op da i Troende! HErrens Udvalde!
Kiende dog Faderens kierlige Sind,
Hiertens fortrolig ham Abba at kalde,
Trænger ham nærmer i Armene ind,

Takker for den uskatteerlige Ære,
At I hans Sønner og Døttre maae være.
 
13.Roser hans viseste Tugtelses Maade,
Ynder og elsker og kysser hans Riis,

Selv sig i Verden at føre og raade,
Det er de Kiælnes Vanartiges Viis;
Vandrer saaledes, at hver kand fornemme,
Hvem I tilhøre og hvor I har Hiemme.
14.Skal mand af Børnene Faderen kiende,
Skal vores Vandring i Lyset bestaae,
O! hvor maae Kierligheds Lue da brende.
Overnaturlige Sager formaae,
Faderens Dyder i Gierningen prise,
 
Naar vi vor Fiende Velgierning bevise.
 
15.O den uendelig inderlig Gode
Hierteste, mildeste, sødeste GUd,
Giører ham vitterlig aldrig til Mode1,
Følger, som Børnene, Faderens Bud,

Hvad hånd nu siger, det giører og lader,
Viser! hvor meget I elske vor Fader.
16.De, som den Lærdom vil ikke befalde,
Neppe kand taale at høre derpaa,
Regner sig dog iblant HErrens Udvalde,
Skiønt de paa Vejen til Helvede gaae

Ach! at de vilde dog grundig erkiende,
Kiødets Fornøyelsers bitterste Ende.
,
 
 17.Børnene ene for Arvinger kiendes
Det er i Himlen ald Evigheds Ret,
 
Alle de andre, som ikke omvendes,
Deres Forhaabning bestaaer sig kun slet,
 
Det skal de skue med Dødningers Farve,
Naar de seer Børnene ene at arve.
18.Hielp os! vor Fader i Himmelens Rige
,
Altid at ære dit herligste Navn,
Daglig jo meere at vorde dig lige,
Roe i din Villies mildeste Favn, Trøst  mod vor Mangel, Skyld, Fristelsers
Plage,
Ja midt i Døden din Kiærlighed smage.
 

Hans Adolph Brorson.
»Nogle Psalmer om Troens Grund.
 (Den anden
Deel.)
Udgivne af H. A. B., Tønder1735.«,

 
Der er tale om et drama  1717-21, som fandt sted i Løgumkloster, hvor Brorson var huslærer hos sin morbroder, amtsforvalter Nicolai Clausen. Efter fire års studier var han vendt tilbage uden eksamen modsat hans to ældre brødre, Nicolai og Broder, der hurtigt var færdige med deres eksamen.  Hans Adolph var på en eller anden måde kørt helt fast.
På den tid kom unge og ildfulde Enevold Ewald hjem fra Halle og blev sjælen i en stor, pietistisk vækkelse, der også  inddrog Nicolai Brorson, der var blevet præst i Bedsted. Gennem broderens indflydelse kom Hans Adolph ind i en udvikling, som han selv beskriver således:
»Ved den tiid begyndte hand at faae Meere Indsigt i den sande Christendoms beskaffenhed, under adskillige fristelser, i uophørlige bønner og aandelige betragtninger at smage Evangelii Sødhed, og paa saadan Maade desto glædeligere at fortsette sit Studium Theologicum . . .« og videre: »da vi tilforne ej andet forstode, end at os fejlede ikke et Grand« , : det er netop den udvikling, der læses i salmen.
 
Denne salme på 18 vers må vist være den hidtil længste, der præsenteres på disse salmesider. De er dramatiske, læseværdige. I nuværende salmebog ses følgende otte vers: 1, 3, 5, 10, 11 og 12.
 

 
Hviding kirke syd for Ribe.
 
oversigt