Ak Fader, lad dit Ord og Aand
 

1.Ak Fader! lad dit Ord og Aand
Dog ret faa Overhaand!
Og see, hvor fuld din Urtegaard
Af Torn' og Tidsel staaer!

Din Vext du her vel har.
Men ak! hvor tynd og rar.1

Hvor lidet er dog Kraften kient
Af Ord og Sacrament.

2. O JEsu, JEsu! kom dog snart
At se din Viingaards Art.

Af døbte vrimler Stad og Land;

Men hvor er Troens Brand?
Hvad heder det, vi veed,
Hvad Død du for os leed;

Dog taales Sathans fule Verk
Iblant os lige sterk.

 

3 O Hellig Aand! for dig, vor Skat,
Vi græde Dag og Nat.

Kom, giv os samme Lys og Kraft,

Vor' Formænd før har haft,
Da Christendommen stod,
Som Træe, ved deiligst Rod,

Saa oven fuld af Frugters Snee

Og Purpur. Lad det skee!

H. A. Brorson.
»Svane-Sang«,
Kiøb. 1765. Nr. XXI.

1. sjælden
 vers.3.4, som fædrene har haft.

 
Det beskrives, at Brorson indledte sine julesalmer med angreb på verdsligheden. »Bort verdens juleglæde« Citat videre: denne indstilling blev han tro til det sidste. Alligevel spores en forskel. I ungdommen åbner han et friskt angreb og maner til omvendelse. Her er meget mere af den stille, dybe sorg, han ser, at verdsligheden breder sig på kirkens område, og pietismen har tabt sin angrebskraft. Kun Gud kan hjælpe. Digterens ord bliver da tiil en bøn til den treenige Gud, sorgfuld, inderlig, gribende.
 
I Norge var man tidlig ret opmærksom på den lille salmeperle.

 

 
oversigt