Hil dig Frelser og Forsoner
 

1. Salve, mundi salutare,
Salve, salve, Jesu care.

Cruci tuae me aptare

Vellem vere, tu scis quare,

Da mihi tui copiam.

12. Quum me jubes emigrare,
Jesu care, tune appare:
O amator amplectende,
Ternet ipsum tune ostende

In cruce salutifera.

   

Arnulf af Louvain, d. 1250. Her efter Rambach,

 
 »Rythmica oratio ad membro rum Christi patientis et a cruce pendentis« er titlen på et stort værk i salme- og andagtslitteratuen, her vist første og sidste af 12. vers. Digtet består af syv dele, forstået på den måde, at man løfter blikket op fra neden mod den korsfæstede, først fødderne, næst knæene, hænderne, ved siden, brystet og hjertet og sidst ansigtet.
 
Oprindelig har man ment, at Bernhard af Clairveaux var forfatter til værket. Senere har Giemens Blume påvist. at hymnerne fandtes i et håndskrift fra Bryssel i 1320 med Arnulf som forfatter. Dog uden et par afsnit i skriftet.
 

 
1.    Hil dig, Frelser og Forsoner!
Verden Dig med Torne kroner,
Du det seer, jeg har isinde
Rosen-Krands om Kors at vinde,
Giv dertil mig Mod og Held!
2.For Dit Ansigt vil jeg træde,
Thi jeg troer, Du er tilstæde;
Jeg tilbeder Dig i Støvet,
Fordi reen, som Guldet prøvet,
Du er dog miskundelig!
 
3.I Dit røde Hav jeg havner,
Dine Fødder jeg omfavner,

Thi ei stolt Du mig foragter,
 Mig fra Korsets Træ betragter

Du med dyb Medlidenhed!
4.Ak, hvor fattig!, ak, hvor nøgen!
Gruelig er med Dig Spøgen!
Men jeg veed, for det at lide,
Født Du blev ved Midnats-Tide,
Selv Du valgde Korsets Skam!
   
5. Hvad har Dig hos Gud bedrøvet ?
Og hvad elsked Du hos Støvet,
At Du vilde Alt opgive,
For at holde os ilive,
 
Os Dig at meddele heel
 6. Kiærligheden, Hjerte-Gløden,
Stærkere var her end Døden,
Heller giver Du end tager,
Ene derfor Dig behager
Korsets Død i vores Sted!
   
7.Ak! nu føler jeg tilfulde
Hjertets Haardhed, Hjertets Kulde!
Hvad udsprang af disse Fjelde,
 Navnet værdt, til at giengælde
Frelser-Mand, din Kiærlighed?
8.Dog jeg troer, af dine Vunder
Væld udsprang til stort Vidunder,
Mægtig til hver Steen at vælte,
Til Iis-Bjerge selv at smelte,
Til at tvætte Hjertet reent!
   
9.Derfor beder jeg med Taarer:
 Leed den ind i mine Aarer,

Floden, som kan Klipper vælte,

Floden, som kan lis-Bjerg smelte,
Som kan Blod-Skyld tvætte af!
10.Du, som har Dig selv mig givet,
 
Lad i Dig mig elske Livet,
 Saa for Dig kun Hjertet banker,

Saa kun Du i mine Tanker
 
Er den dybe Sammenhæng!
   
11.Skiøndt jeg maa som Blomsten visne,
Skiøndt min Haand og Barm maa isne,
Du, jeg troer, kan det saa mage,
At jeg Døden ei skal smage,
Du betalde Syndens Sold!
12.Ja, jeg troer paa Korsets Gaade,
Giør det, Frelser, af din Naade!
Staae mig bi, naar Fienden frister!
Ræk mig Haand, naar Øiet brister!
Siig: vi gaae til Paradis!
   
 

N. F. S. Grundtvig. »Sang-Værk« 1837,

 
I denne salme er vi ikke i selve kirkerummet, men i munkecellen i en andagt og løfter blikket langsomt op mod den korsfæstede. Det er det billede, Grundtvig har fordybet sig i. I begyndelsen af salmen følger han originalens tankegang, men med indskud. I første vers hædrer han korset med sin rosenkrans. I 3. vers hører "det røde hav" ikke hjemme i originalen, Grundig minder os om udfrielsen fra Egypten, der gav anledning til påskefesten. Jesu medlidenhed nævnes i originalen. Men dog som sejrherren på korset af medlidenhed med os. 4. vers. Jesu lidelse var frivillig. 5.vers. Var der noget at elske hos os mennesker, siden han hengav sig selv til korsets død for at holde os i live. 6. vers. Han ville hellere give end beholde. Kærligheden var stærkere end døden.
 
Vers 7. Herfra viger Grundtvig væk fra originalen. "slet af handling, hård af hjerte" Er der noget, som kan gengælde Frelserens kærlighed? Vers 8. Han ser et syn for sig, kærlighedens væld, som kan knuse, vælte, smelte, som kan vaske syndige hjerter rene. Han beder om, at denne flod må strømme igennem ham, Jesus som den store bloddonor., der renser og udskifter forgiftet blod.
Vers 10. Et stort vers i salmebogen. Lad mig elske livet i verden, som du har skabt, med din rene kærlighed. Vers 11. Her er spiren til "At sige verden ret farvel" Grundtvig gruer for den legemlige død. Jeg vil hellere "sove hen som sol i høst går ned" !2. og sidste vers. Ja, jeg tror på korsets gåde, det gør jeg af din nåde.
 
Om salmens praktiske brug til opbyggelse fortæller her professor dr. med. Carl Krebs i 1948: "Jeg husker en bondekone, som lå og skulle dø, hun led af brystkræft, og hun opfordrede mig til at læse Bernhard af Clairveaux´ gamle salme for hende: Hil dig Frelser og Forsoner" Da jeg havde læst den, bad hun mig læse alle salmens ni vers en gang til - og til sidst endnu engang det sidste vers: "Ja jeg tror på korsets gåde", det, der slutter sådan: "Ræk mig hånd, når øjet brister, sig ; Vi gå til paradis....."Jo salmebogen er en uvurderlig skat for utallige mennesker"
 
Til sidst. Denne salme er nummer 97 på min hjemmeside "Salmehistorie". Først som sidst med uvurderlig hjælp,, hentet  i Anders Mallings Dansk Salmehistorie.

En tidlig novembermorgen i året 2012. BS.

 
   

 
oversigt