At sige Verden ret Farvel
   

   

At sige Verden ret Farvel
i livets gry og livets kvæld
er lige tungt at nemme;
det lærtes aldrig her på jord,
var, Jesus, ej du i dit ord,
hos os, som du er hjemme.

Hvor tit hos dig end trøst jeg fandt,
når hjertet skjalv, og gråden randt,
og verdens bølger bruste,
ved støvet hænger dog min sjæl,
og slangen bider i min hæl,
skønt du dens hoved knuste.

   

 O Jesus, Herre, broder sød!
du kender bedst den bitre død,
du har den overvundet;
vor skabning grant og kender du
og ved, at vi alle ser med gru
vort timeglas udrundet.

O, kom du, som engang, jeg ved
du i din Faders herlighed
skal klart dig åbenbare,
var det i gry var det i kvæld,
jeg skyndte mig med kort farvel
i sky til dig at fare.

   

Men kommer døden førend du,
kom da i løn, og kom i hu
hvor mørkt der er i graven!
Omstrål mig, så jeg glemmer den´,
salv øjet på din syge ven
så jeg kan se Guds-haven!

Kom i den sidste nattevagt
i en af mine kæres dragt,
og sæt dig ved min side,
og tal med mig, som ven med ven,
om, hvor vi snart skal ses igen
og glemme al vor kvide.

   

Kom, som du vil jeg ved det vist,
du selv har sagt, at her og hist
du kendes vil på røsten,*
den røst, hvorved trods verdens larm
os brænde kan i barm
og smelte hen i trøsten.

O, lad mig i min sidste stund
det høre af din egen mund,
som ånd og liv kan tale,
hvor godt det er i Himmerig,
at du stol har sat til mig
i dine lyse sale.

   

Før døden med sin is-taphånd
gør skel mellem støv og ånd,
bortvifter hjertets varme,
indslumre skal jeg da med lyst,
som barnet ved sin moders bryst
i dine frelser-arme.

N.F.S Grundtvig 1843 og 1845.