Øster Nykirke ved Hærvejen
 
Søde Jesus, Jule-fyrste
 

Paa dend Anden Juledag.
Over Epistelen, Actor. 6. og 7.
under dend
Melodie:
Som en Hiort med Tørst befangen, etc.

 
1. SØde JEsu, Jule-Første,
Spiire udaff Jesse Rood,
Vil mand dog saa hastig tørste
Effter dit og dines Blood ?

Vi i Gaar blant Engle-Lyd
Sang din Fødsel ind med Fryd,
Skal vi hyle nu og græde,

Og i Dag en Liigsang qvæde ?
2. Efter du stood op af Døde,
Stephan første Martyr blev,
Hand frivillig vilde bløde,
Med sit Blood sin Troe beskrev!
Hand vaar frisk og uforfærd,

Til at føre Aandens Sværd,

Hvo det torde vedersige,
Motte ham med Blusel vige.
 
3. Falske Tungers Slange-Brodde
Hemmelig paa hannem stak,
Og ved Løgn ham undertraadde,
Det blev ald hans Giernings Tak,
De beløy ham meer og meer,
Som saa tiit i Verden skeer,
HErrens Low og Tempels Ære
Skalke-skiul maa offte være.
4. Om end Engle-Lyvs og Ære
Skinner aff hans Øye-steen,
Ville de dog Tænder skiære,
Til at knuse ham hans Been!
Hand har Gud i syvn og sind,
 
Hver aff dem er syvnlig blind,
 Deres Øre-hull de stopper,
Og Guds Naade-Vey tilpropper.
 
 5. De paa hannem hart indfalde,
Støde ham aff Staden ud,
Hand paa JEsum fast mon kalde,
 Mens de banker ham hans Hud,

Og slåer med en blodig steen
Hiernen aff hans Hoved-been,
Saulus midlertiid sig glæder,
Træder paa Guds Martyrs Klæder.
 6. Der hand vil til Døden blegne
Og har Munden fuld aff Blood,

Beder hånd Gud ey vil regne
Denne deres Synde-Flood,

Der med hand i JEsu Troe
Sov hen til Guds ævig Roe!
JEsus os den Naade kiende,
I slig Troe vort Liv at ende.
 

Thomas Kingo: »Vinter-Parten«, 1689. Her efter KSS IV, 106.

 

Kingos salme, "Søde Jesu", en brat overgang fra første juledags sang med fryd til anden juledags "Liigsang", skal vi nu "hyle og græde". Det er salmen om  Stephan, første martyr,
De
"Støde ham aff Staden ud" og "De slåer med en blodig steen".

 

Navnet Stefanus, (latin) første kristne
martyr, ses i mange sammenhænge .
St. Stefan er skytshelgen for en
del forskellige grupper.
Den barske virkelighed var
steningen af Stefan, her et udsnit
 af glasmosaik i Kølnerdomen.

 
Kingos salme fandt ikke plads efter hans tid, barokken. Det blev Grundtvig, der 1810 foretog en omdigtning af  "Søde Jesus, julens fyrste".
 
1. Søde Jesus, jule-fyrste,
spiret op af Isajs rod,1
vil man dog så hastig tørste
efter dit og dines blod?
Vi i går blandt englelyd
sang din fødsel ind med fryd;
skal vi jamre nu og græde
og i dag en ligsang kvæde?
2. Efter du stod op af døde,
Stefan første martyr blev,
han frivillig ville bløde,
med sit blod sin tro beskrev;
han var frisk og uforfærd
til at føre Åndens sværd,
hvo det voved at modsige,
måtte ham med blusel vige.
 
3. Falske tungers slangebrodde
hemmelig på hannem stak
og ved løgn ham undertrådte,
det blev al hans gernings tak;
de beløj ham mer og mer,
som så tit i verden sker:
Herrens lov og kirkens ære
skalkeskjul må ofte være.
4. Om end englelys og ære
skinner af hans øjesten,
ville de dog tænder skære
til at knuse ham hans ben;
han har Gud i syn og sind,
dybt han ser i Himlen ind,
råber, mens de øren stoppe:
Jesus står i glans deroppe!
 
5. Dermed er han dømt til døde,
Herrens glans er dem en gru,
ud af staden de ham støde,
op til Jesus står hans hu;
på hans hoved regner sten,
gør dog hjertet ingen mén,
frit han sig til Jesus vender:
Tag min ånd i dine hænder!
6. Da han vil til døden blegne
og har munden fuld af blod,
beder han, Gud ej tilregne
vil dem deres syndeflod;
dermed han i Jesu tro
hensov til Guds evig ro;
Jesus os den nåde kende,
i slig tro vort liv at ende!
 

Kingo 1689. Grundtvig 1832.

 

 
oversigt