Hinsidan
 
Et trofast Hjerte, Herre min
 

Den tredie Vjse/ Et trofast Hierte/ etc. Ocsaa Christelige forandret.

 
 1. ET trofast Hierte O HErre min
Skal dig til rede være
Du mig forløste/ at jeg er din

Diss bør dig Prijss oc Ære

Det lærer dig1 sel

Du vnder oss vel

Paa Kaarssit for oss sloes du ihiel
Vore Synder vild2 du bære.
2. Den Kierljghed du haffuer til mig
Haffuer oss tilsammen bundet

Nu kommer den Dieffuel met sin Suig

Hand siger hand vil haffue vundet
Du est dog ey

Den falske Vey

Jeg veed det vist du suiger mig ey
Lad mig din hielp befinde.
 
3. Elendig/ HErre/ da giør du mig
Om du vilt fra mig skilles
Men jeg forlader mig paa dig

Mit Hiertis Angist maatte stilles
 
O Hiertens Tuang
Oc stor Verdsens Modgang
 
Baade Nat oc Dag giøris mig saa lang
De acte min Glæde at spilde.
4. Du loffuer mig Got met Hierte oc Mund
Det holder du visselige

At være mig huld i allen Stund
Du vilt mig aldrig suige
Du acter vel sel
Met fuld got skel
Huad heller det gaar mig ilde eller vel
Fra dig vil jeg ey vige.
 
5. Nu er der ingen i Verden til
Min Sorrig kand fordriffue
Foruden Gud naar hand saa vil
Hand kand mig Trøsten giffue
O HERRE JEsu sød
Hielp mig aff Nød
Du taalde for mig den bittre Død

Thi lad mig salig bliffue Amen.
Hans Christensen Sthen. 1586.
En liden Vandre bog«, tillæg o. 1600

Her efter eksemplaret paa Skokloster,
 (hvor så meget er gemt hen fra
Danske- tiden i Skåne)

 

 

I første vers fejl 1/sig og2/vilde. Tredie vise hentyder til en samling af tre viser, her den tredie, som Sthen har omdigtet. Viserne stammer fra kgl. køgemester Albert Muus (1553-55) Dernæst "trofast hjerte", "Hjertebogen" med de tre viser.
 

 
  

1. Et trofast Hjærte, Herre min!
Skal dig til rede være,
 Du mig forløste, jeg er din,

Thi ske dig Pris og Ære!
 
Den Sag er klar, du kjær os har,
Paa Korset selv vor Synd du bar,
At vi Guds Børn maa være.

 2. Den Kjærlighed, du har til mig,
Har os tilsammen bundet,
 
Og Djævelen med al hans Svig
Ham har du overvundet;

Thi du er ej den falske Vej,
Jeg veed det trøstig, nej, o nej!
 
Jeg har din Hjælp befundet.

 

 3. Elendig, Herre, gjør du mig,
Om du fra mig vil skilles;
Naar jeg min Tilflugt har hos dig,

Mit Hjærtes Kvide stilles.
 
Ved alskens Tvang paa Livets Gang,
 
Som gjør mig Nat og Dag saa lang,
 
Dog ej min Glæde spildes.

4. Dit Løfte godt af Sandheds Mund
Du holder visselige:
At være huld mig allen Stund;
Du aldrig vil mig svige.
Du agter paa, om dine smaa
Det møjsomt eller mildt skal gaa,

Fra dig jeg vil ej vige.

 

5. Der ingen er i Verden til,
Som kan min Sorg fordrive,

Undtagen du, om saa du vil,
Du kan mig Trøsten give,
Jesus sød, hjælp mig af Nød!
Du led for mig den bitre Død,
Thi lad mig salig blive!

Hans Christensen Sthen 1586
C. J. Brandt 1885.
 

  

 

 

 
Oversigt