Ribe domkirke
 
Den vej, du gik i Kors og Trang
 

1. MAch' doch den engen lebens-weg,
den du, o lieb'! betreten,
und deinen schmalen creutzes-steg,
dein ringen, wachen, beten,
 
mir mehr und mehr bekannt,
 
damit an deiner hand ich
hurtig sonder fleisches ruh'
stets eile meiner heymaht zu.

2. Ja, lass' mich als ein kind des lichts
die finsterniss besiegen
d
ie arme welt hat wahrlich nichts,
das mich hier kan vergniigen.

Drum ziehe mich, o lamm!
mein holder brautigam,
dass ich dir, lammlein stets nachgeh
'
nicht stehe noch zuriicke seh.

 

3. Lass deines reinen lichtes strahl
die dunckelheit vertreiben;

und mich bey deiner kleinen zahl
der wahren junger bleiben;
zum creutze folgen dir
aus heiliger begier,

die dir dein hertze selbst abzwingt
und mich zun hochsten reichthum bringt.

4. Wie gross wird meine freude seyn,
wenn ich dir treu geblieben,

und weder schmach noch creutzes-pein

mich je zuriick getrieben;
ja, wenn ich ungestohrt
nur deine stimm' gehort,
und, da es nicht an leitern fehlt,
dich mir zum fuhrer nur erwåhlt.

 

5. Wohlan, so sey es denn gewagt,
ich wahle deine dornen,
das was dein treuer mund gesagt,
soli mich hinfort anspornen;
man kommt durch spott und hohn
allein zur ehrencron'

O sanftes joch! o leichte last!
wohl dem, der dich getrost auffass't.

Ulrich Bogislaus v. Bonin.
Berthelsdorfer Gesangbuch 1725.

Her efter Schraders »Vollst. Ges. B.«, 1731

 

 

 
Ulrich Bogislaus von Bonin: Hans fornemme familie bestemte ham for en militær løbebane, som han opgav, da han så, hvorledes menneskene ødelagde livet for hinanden. Derefter virkede han bl.a. som lærer ved grevehoffet. Han huskes for sin digtning, sine rim. Han skrev en del salmer, men ingen af dem er bevaret i Tyskland. To af dem lever i Danmark, takket være Brorsons oversættelse:
 
  

1. Den Vey du gickst i kors og Trang
I Bøn og Striid og Møye

Min Jesu! livsens snevre gang

Lad mig den kiende nøye
Uagtet Kiød og Blod

Vil sette sig imod
Jeg dog frimodig haster frem
Og stræber kun til himlen hiem.

2. O lad mig som dit Naades kar
Af Naade overflyde
 
(Den arme verden indtet har
Som sielen ret kand fryde)
 Min Brudgom føør mig
ved
 
Din egen Haand afsted
At jeg mit Lam! dig følge maae
Og aldrig mere stille staae.

 
3. Dit lyys bestraale korsets dal
Og aldtiid for mig brende

At jeg fra dines lille Tal

Mig aldrig lader vende

Dig følger op og ned
Med saadan munterhed
At du min Vandring ynde maae

Og jeg din Himmel snart kand naae.
4. Hvor vil jeg glædes da engang
Nar jeg dig troe er bleven

At ingen Møye Spot og trang

Mig har tilbage dreven
At jeg dit Ord og Røst
Har ene fuldt med Lyst
Og frem for alting sat mig for

At trine kun i dine Spor.
 

5. Velan jeg vover det derpaa
Din Torne-Stie jeg ynder
 Jeg veed hvad Ende det skal faae
Som mig dit Ord forkynder
At Trengsel Spee og Spot
 
Er Vey til Ærens Slot
O hvad er den fornufftig Dog,

Der fafner dig du søde Aag.

»Nogle Psalmer om Troens Frugt
 forferdigedc af
H. A. B.«,
1734, Tunder

  

 

 

 
oversigt