Middelfart kirke
 
Stol du kun på dit fadervor
 
  

1.Stol du kun paa dit Fadervor!
Lad dig derfra ei forlokkes!
Himmel og Jord engang forgaaer,
Aldrig dog Fadervor rokkes;
Det er Guds Ord i Barnemund,
Klippe og Skjold i Farens Stund,
 Pant paa Guds-Faderligheden.

2. Agt det kun vel! i Jesu Navn
Bedes det maa alle Dage,

Som af et Barn i Jesu Favn,

Der kan hans Kiærlighed smage,
 
Føler det paa sig, alt hans Haab
Fødtes af Troen i hans Daab,

Voxer med Jesus den lille.

 

3. Kom saa ihu med Mund og Haand,
At »Herre Jesus!« det rette

Læres kun af den Helligaand,

Hvem alle Daarer forgiætte,

Han aander Liv i Jesu Navn,

Han lægger os i Jesu Favn,

Lægger hans Bøn os i Munden!

4. Beder du saa dit Fadervor,
Aanden med Faderens Stemme
Hjemler dig Jesu Børnekaar,

Saa i Guds Huus du har hjemme,

Thi kun Guds ægte Børn har Mund
Til uden Tant af Hjertensgrund
Gud deres Fader at kalde.
  

 

 

N. F. S. Grundtvig, 1855. Festsalmer, 7. opl. 1856, nr. 788.

Vers 3: Forgiætte: glemmer

 

 
Middelfart er en by, som man farer forbi, nord eller syd for, på broerne. Der er sikkert mange, der har til gode at nyde synet af den gamle bykerne med kirken, viet Sankt Nicolaus. Byens indvånere er med rette stolte af den smukke, treskibede kirke tæt på Lillebælts stærke strøm. Kirken har en lang bygningshistorie, rigt inventar med bruskbarokarbejder, skåret af lokale håndværkere i 15- og 16- hundredtallet. Alterbilledet, Jesus og barnet, er malet af C. W. Eckersberg og skænket af Christian VIII. Døbefonten, en marmorengel med muslingeskal, er skabt af H. W. Bissen og skænket kirken i 1845.
 

 
Oversigt