Engang, for 200 år siden, bondeblomst, ringeagtet, men så:
 
Paaskeblomst! Hvad vil du her.

Paaske-Lilien.

 

1. Siig mig, Blomst! hvad vilst du her!
Bonde-Blomst fra Landsbye-Have,
Uden Duft og Pragt og Skiær!
Hvem est du velkommen Gave!
Hvem mon, tænker du, har Lyst
Dig at trykke ømt til Bryst!
Mener du, en Fugl tør vove

Sang om dig i Danmarks Skove!

2. Mener du, om Harpestræng
End jeg slog med dig for Øie,
Nogen vil, fra Blomster-Eng,
Øret til de Toner bøie!
Veedst du ei, at her i Havn
Est du kun et Øgenavn!
Mener du, at jeg har Vilje
Til at nævnes Paaske-Lilje!

 

3. Ja, du veedst til hvem du kom,
Vær velkommen, Paaske-Minde!
Du mit Hjertes Helligdom
Aldrig skal tillukket finde;
Tone skal, med Høitidsklang,
Over dig min bedste Sang,
Tone skal den i min Hytte,
Døve sig hvem ei vil lytte!

4. Lever op i Sind og Hu!
Stander op af eders Grave!
Barne-Dage! følger nu
Med mig ud i Faders Have!
Lad mig under Paaske-Sang,
Kirke-Klokkens Høitids-Klang,
Blomsten til mit Hjerte trykke,
Bryst og Hoved med den smykke!

 

5. Vinter-Blomst! du melder Vaar,
Fold dig ud i stille Kammer!
Ved Guds Værk og egne Kaar,
Sig kun Verdens Daare skammer.
Spotter kun min ringe Dragt,
Uden Glands og Farve-Pragt!
Selv jeg paa den sorte Tilje
Nævner mig en Paaske-Lilje.

 6. Ei i liflig Sommer-Luft
Spired jeg paa Blomster-Stade,
Ei saa fik jeg Rosens Duft,
Ikke Liljens Sølver-Blade;
Under Vinter-Storm og Regn,
Sprang jeg frem i golde Egn,
Ved mit Syn kun den sig fryder,
Som har kiær hvad jeg betyder.

 

7. Bondeblomst! men er det sandt!
Har vi Noget at betyde!
Er vor Prædiken ei Tant!
Kan de Døde Graven bryde!

Stod Han op, som Ordet gaaer!

Mon hans Ord igien opstaaer!
Springer klart, af gule Lagen,
Livet frem med Paaske-Dagen!

 8. Kan de Døde ei opstaae,
Intet har vi at betyde,
Visne maae vi brat i Vraa,
Ingen Have skal vi pryde.
Glemmes skal vi under Muld,
Vil ei Voxet underfuld
Smelte, støbes i det Dunkle,
Og som Lys paa Graven funkle.

 

9. Paaske-Blomst! en Draabe stærk
Drak jeg af dit gule Bæger,
Og som ved et Underværk,

Den mig hæver, vederkvæger,
Svane-Vinge, Svane-Sang
Synes mig af den udsprang,
Vaagnende jeg seer de Døde,
*
I en Paaske-Morgen-Røde.

10. Sværmer jeg! ja, sværmer du,
Saga! over Tidens Bølger!
 
Dig det var jeg kom ihu,
Flyver kun, naar dig jeg følger,
Dronning over Gravens Folk!
Est ei du de Dødes Tolk!
Jo, og hvis de ei opvækkes,
Skal med Spee dit Spiir og brækkes.

 

11. Har du ei din Borg saa bold,
Under sorte Marmel-Tilje!
Fører selv ei i dit Skjold

Du den gule Paaske-Lilje!
Ligger ei din Glands, dit Guld,
Og din Fjederham i Muld!
Kan ei brat de Graven bryde,
 
Intet har du at betyde.

12. Hvis sig over denne Nat
Ei en Paaske-Morgen hæver,

Som et Gienfærd, tomt og mat,

Over Gravene du svæver.

Snart da skal Afgrundens Trold
Kløve kiæk dit Arelds-Skjold,
Mane dig, med al din Længsel,
 
Ned i evigt Mørkes Fængsel.

 

13.Svæv da over Tidens Hav,
Did hvor Stenen Lyset dølger!
Svæv til Herrens lukte Grav!
Jeg med Tro og Haab dig følger.
Lad os der ved Klippens Fod,
See om Herren ei opstod!

See vi ham i Glands opstige,
 O! da kommer vist Hans Rige.

14. Saga! ja, jeg saae det grandt,
Herlig stod han op af Døde,
Gav vort Haab et sikkert Pandt
Paa en Paaske-Morgen-Røde.
Hvad er Seigl og Sværd og Skjold,

Mod den Herre kiæk og bold!

Avner kun, naar Han vil aande,
 
Han
som svor os Bod for Vaande.

 

15. Saga! kom da, lad os sjunge!
Trykke Liljen ømt til Bryst!
At og du har Fugle-Tunge,
Høre Verden i min Røst!
Bort med Klage, bort med Sorg!
Hæv dig høit, du Rosenborg,
 
Som skal huse Sagas Døde,
 
I en Paaske-Morgen-Røde!

16. O! hvor est du mig dog kiær,
Bondeblomst fra Landsby-Have!
Meer end Rosen est du værd,
Paaske-Blomst paa Fædres Grave!
Du forkynder mig en Vaar,
Ja et helligt Jubel-Aar,
Som hver ædel Blomst af Døde
Skal forklaret igienføde.

 

17. Naar det skeer, da skal man sande:
Du dit Lilje-Navn ei stjal,
Atter skal man plante, vande,
Pleie dig i høien Sal,
 
Glad man skal i Urtegaard
See den Blomst som melder Vaar,

Minder om den Morgen-Røde,
Mennesket stod op af Døde.

18. Hviil da, Blomst! ved dette Bryst,
Som endnu dig barnlig mindes!
Deel med mig den søde Trøst:
Verdens Spot skal overvindes,
Kan vi her ei Dagen naae,

Da det Døde skal opstaae,
Nu, saa gaae vi glade heden,

Og staae herlig op i Eden.

 

19. Dog, hvad siger jeg! opnaae?
Har ei jeg den Dag opnaaet!
Er, som en Kiærminde blaa,
Ikke Dødt i mig opstaaet!
Kalder Danmark mig ei Skjald,
Lytter til mit Tonefald!
Har ei Saga laant mig Tunge,
Saa og jeg som Fugl kan sjunge!

20. Har ei Saga rørt mit Øie,
Saa jeg kan i hendes Speil,
Fortids Syner sammenføie,
Mærke dem med Sandheds Seigl!
Føler ei jeg i mit Bryst,
Hvordan, under salig Lyst,
Fædrene staae op derinde,
Vaagne i livsaligt Minde!

 

21. Vinter-Storm og Hagl og Regn
Suser, bruser over Jorden,
Men jeg stander som et Tegn
 
For en Blomster-Tid i Norden,
Nægte man mig med Foragt,
 
Rosenduft og Sommerpragt!
 
Ligegodt, naar den jeg fryder,
Som har kiær hvad jeg betyder!

N. F. S, Grundtvig.
udgivet i

»Danne-Virke« II, Kiøb. 1817,

  

 

 

 

 - Her er gengivet 21 vers som et digt, ej en salme, snarere en skjald, som Grundtvig
skrev i 1817. Det var i en mismodig tid for ham. Han var uden embede, søgte her og der.
Det var kort efter statsbankerotten og Københavns bombardement. Vi havde mistet
Norge og vor stolte  flåde. Grundtvig var i "bogormsperioden", læste, oversatte.
Han søgte uden held forskellige embeder. I 1821 blev han kaldet til embedet 
 som præst i Præstø uden ansøgning, og blev indsat på palmesøndagen.

 
Tyve år efter 1817 udgav Grundtvig "Paaske -Lilien" på ny, denne gang med en del ændringer i "Sangværk til den danske Kirke 1837" Her genkender vi fra ovenstående versene 1,6,7,8,9 og 14 i nuværende salmebog.
 
 
Fruering kirke
 
Oversigt