Herren han har besøgt sit folk
 

1. Herren han har besøgt sit Folk,
Natten hun blev til Morgen,
Menneskens Søn, Gud Faders Tolk,
Slukket nu har al Sorgen

Med Guds Søn, med Livets Drot,
Som giør Alting sødt og godt,
Vi har Moder sammen,

Christus,
Herlighedens Glands,
Han er vores, vi er Hans,

Engle svare Amen!

2. Kirken hun sad i Enke-Stand,
Sørged for den Eenbaarne,
Glemde, at Han i Gravens Land
Stormede Dødens Taarne!


Ja, vor Moder, syg i Sind,
Under Korset græd sig blind,
 
Blind for Guddoms-Glandsen,
Livets Fyrste, som et Liig,
Hun udbar med Graad og Skrig

Under Dødning-Krandsen!

 

 

 3. Frelseren laae i sorten Jord
Nætter saa vel som Dage,

Men det opstandne Livsens Ord
Døden ei meer kan smage;


Som et Legem uden Aand
Ligger dog i Dødens Baand
Ordet som det skrives,

Fæster Man til det sin Lid,

Aldrig dog af Mande-Vid
Guds Ord kan oplives.

4. Deraf udsprang den bittre Sorg,
Liig-Færd med Graad og Klage,
Hulken for Sang paa Zions Borg,
Nætter saa vel som Dage!

Ja, vor Herre syndes død,
Som et Barn i Moders Skiød,
Som et Liig paa Baare,
Troen græd for Livets Savn,
Og med Over-Kongens Navn
Spotted hver en Daare.

 

5. Herren han er dog Sine tro,
Ogsaa naar de fortvi'le,
Roser han lod paa Torne groe,
Lærde os saa at smile!

Hvor Guds Ord de bar til Grav,
Trøsteren, som Han os gav,
Var med Kraft tilstæde,
Vendte Bladet herlig om,
 Sagde til vor Moder from:

Hvorfor vil du græde!

6. Gloende Kul den Hellig-Aand
Sanked saa paa vort Hoved,
Embedet Hans paa egen Haand
Vores at troe vi voved.

Han for Uraad vidste Raad,

Stillede vor Moders Graad,
 
Vakde op det Døde,
 
Sagde: hør mig, Unger-Svend!
Evig ung stat op igjen,
Himlens Morgen-Røde!

  

7. Levende blev i samme Stund,
Lydelig hørt at tale,

Ordet fra Herrens egen Mund,
Laae ikke meer i Dvale!
Det er et Vidunder stort,
Større end ved Nains Port,
Det vi veed tilvisse,

Som han selv, der bød det skee,

Fordum sagde: I skal see
Større Ting end Disse!

8. Sjunger da nu i høien Sky:
Ordet stod op af Døde,
Lyder i Aandens Kraft paa Ny,
Tænder, saa Tunger gløde!

Nu med Ordet er os nær
 
Herren over Himlens Hær,
I vor Mund og Hjerte;
Hvor vi knæle i Hans Navn,

Med vor Moder i Hans Favn,
Døer al Sorg og Smerte!

 

9.Lever nu op, I Christne smaa!
Nu er her godt at være,

Alle Guds Engle med os staae,
Viljer paa Hænder bære!

Ei med Ferle, ei med Riis,
Lære Børn vi Herrens Priis,
Men med Paaske-Sange,
Som en Fugl stod Ordet op,
Svang sig over Bøge-Top
Glad i Dane-Vange!

N. F. S. Grundtvig: »Sang-Værk«, 1837

  

 6.Blegt som et Liig var Livets Ord,
 
Dødt det os laae paa Tunge,
Aand dog fra Herren i det foer,
 
Engle derom vil sjunge

9. Frelseren laae i sorten Jord,
 
Sidder paa Ærens Throne,
Aand og Liv er for os hans Ord,
Glæden vor Psalme-Tone.

  
Det sker, at der ændres ikke så lidt på en salme. Således denne salme, som Grundtvig skrev i 1837, 9 vers. Med ti linjer og ikke som i salmebogen med fire linjer. De seks linjer samt to vers (fremhævet med blåt) blev da også slettet af Grundtvig senere, i 1853 og de to vers erstattedes af nederste 6 og 9. Det hænger også sammen med, at Grundtvig var umusikalsk, han havde ikke noget godt øre for versefødder. "Det er noget vrøvl", beskrev min hustru det, som altså blev slettet. bs
 
 
oversigt