Det nærmeste billede, man kan komme af Petter Dass og hans liv nær det store hav i Nordnorge, må være Trans kirke tæt på Vesterhavet.
 
Om alle mine lemmer
 
Tre år før sin død i 1707 skrev Petter Dass en afskedsbiografi på 36 vers, beregnet for sin menighed. Fra vers to: "- og veed ej naar mig min Gud henkalder". Han var en stærk personlighed i sit liv, men var nu syg og slidt op. Han havde ikke tænkt sig at dette personlige digt skulle blive en kirkesalme. Han var ikke salmedigter. Han sange lød i husene, på markerne. Og fiskerne sang dem på deres færd i det stormfulde hav.
 
  

1. Min"elskelig' Tilhører',
Min" smukke Kirke-Faar,
I mig den Ære giører,
De ej min Sang forsmaaer,
Jeg beder broderlig,
I ville den annamme,
Til Troskabs-Pant af mig

2. Jeg er en Mand af Alder,
Og veed ej, hvilken Tid
Naar mig min Gud henkalder,
Og vil mig føre did,
Der, hvor min Formand er,
Maaskee Gud ej behøver,
 Min Tjenest' længer her.

 

3. Maaske Gud saa vil have,
At jeg skal føres af
Den Kjortel og den Krave,
Min Gud mig fordum gav,
Den jeg iføret stod,
Og Menighedens Engel,

Til Præst mig vie lod.

4. Det er en lang Stund siden
Jeg fik min Kjortel paa,
Den slides nu med Tiden,
Mit Legem ligesaa,

Mit Kar er gjort af Leer,

Gud veed, hvor snart det brækker,
Og en Forandring skeer.

 

5. Jeg veed vel at den Sommer
Ej vare kan altid,

En Vinter efter kommer,
Og vil mig farve hvid,

Jeg seer mit Mandeltræ

Begynder alt at knoppes,
Min Styrke gaaer paa Knæe.

6. Thi vil jeg færdig skrive
Mit sidste Testament,
Som efter mig skal blive,
Naar jeg til Støv er vendt,
Deraf I mærke kan,

At jeg ved Herrens Naade

Bortdøer en christen Mand.

 

7. Jeg først min Tak frembærer,
O store Gud til dig,

Jeg priser dig og ærer,

At du udvalgde mig,

At være din Levit

For mine Folk og Slægter,

Dit Navn forkynde frit.

8. Hvad er jeg arme Synder,
At Gud var mig saa god,
At han saa vel mig ynder,
Og haver mig betroet
Saa stort et Ærepund;
O', jeg er meget ringer'
End min Guds al Miskund.

 

 9. Du gav mig Kald og Rente
med meget Godt opfyldt,
Hvad kunde jeg her vente,
Og hvad har jeg forskyldt,
Jeg er uværdig slet,

Det er, o Gud, din Naade,

Ej min Forskyldnings-Ret.

10. Om alle mine Lemmer
Var' fuld' af idel Sang,

Om det saa højt istemmer,
At det i Skyen klang,
 Og jeg sang Dag og Nat,
Jeg kunde ej betale,
O Gud! dit Riges Skat.

 

11.See, skal jeg ret fortælle,
Fra mine Ungdomsaar,
Hvad Skjebne og Tilfælde
Mig dog forhaanden var,
Jeg kan dog andet ej,
End i Forundring falde

Om Guds Huusholdnings-Vej.

12. Sex Aar omtrent at regne
Alt fra min Ungdoms Tid,
Tog Lykken til at blegne
Og blev mig saa ublid :
Min Fader fra mig faldt,
Min Moder sad som Enke5,
Paa Venner det da gjaldt.

 

 13.Hos Moderen at tøve,
Det længer ej tog Lav,
Jeg derfor maatte prøve,
Hvad fremmed' Huse gav,
Jeg svæved' hid og did
Alt under andres Naade,
Saa løb min Ungdoms-Tid.

14.Den Tid var Guld og Penge
Mig ikke til Besvær,
Jeg derfor maatte trænge,

At laane her og der;
Jeg greb i Fikken tit,
Men kunde dog ej finde
 
En Blafert eller Hvid.

 

 15. Paa Laden jeg erfared',
Der smukke Bøger laae,
Mig Ejeren strax svared:
Skaf Penge, skal du faae;
Jeg hverken Gods, ej Arv,
Fandt efter salig Fader,
Til min Studerings Tarv.

16. Altid var tomt i Lommen,
Sorrig var i min Hu
En Skilling var kjerkommen,
 
Ja som en Daler nu,
Jeg skifted' selv mit Boe,
Paa Ryggen hang en Kappe,
Paa Fødder revne Skoe

 

17. Jeg siden mange Dage
Med Kappen maatte gaae,
Og den taalmodig drage,
Til jeg fik Kjortel paa,
Men dersom nogen spørg:
Hvad fulgde med den Kjortel ?
Et Brød foruden Smør.

18.Thi jeg, som Jacob tjende,
Foruden Løn og Gavn,
Fik andet ej til Rente,
End blotte Præstenavn,
Intresse jeg ej nød,
Men, som en anden Bonde,
 
Arbejded' for mit Brød.

 

19. Ti Aar jeg hos en anden
En Tjeners Tjener var,

Thi flød mig Sved af Panden,
 
Jeg fik der intet for,
Men siden hjalp mig Gud,

Min' Trængsels-Aar fik Ende,

Og jeg blev reddet ud.

20. Da ti Aar saa var' endte,
Da faldt min Formand fra,
Hvad Mennesker ej lønde,
Det Gud belønned' da,
Min Sorg jeg da forvandt,
Og det, jeg længe søgde,
Ved Herrens Hjelp jeg fandt

 

21, Gud gjorde endog mere,
End nogen Tid jeg bad,
Han lod mit Kald formere,
Gav Kald paa Kald i Rad,
Der syv Aar saa var' omm',
Da blev jeg Sogneherre

I Mester Sted og Rom.

 22, Her seer man Herrens Gjerning,
Hvad ham er til Gefald,
 
Maaskee der kan en Tærning
 
Paa Brædtet løbe galt,
 Den løber af og til,
Men paa det sidste falder,
Som Gud det have vil.

 

23. Det værdigt var at agte,
Da jeg var uden Brød,
Gud Midler selv opvakde,
At jeg leed ingen Nød,
Gud sørged' for mit Huus,
Jeg havde Meel i Krukken,
Og Olie i mit Kruus.

24. Høj og velæred' Venner,
I Faar af Christi Flok,
Jeg Guds uværdig Tjener,
Jeg veed jer's Villie nok,
Om Gud imod ej var,
I gjerne ønske vilde

Mig Liv af hundred' Aar

 

25. Men see, hvad kan det gavne,
Langt Liv giør lang Fortred,
Om I mig skulde savne,
Gud er dog i mi Sted
Jeg haver Mund paa Gang,
 
Der efter mine Dage
Skal synge Zions Sang.

26. Om jeg i Dødens Dvale
End tier ganske still',
Guds Hane dog skal gale,
Mens Kirken findes til;
Elias rejser hen,

Og Elisæus kommer

Udi hans Sted igjen.

 

27. Det Præstekald, jeg haver,
Er af Beskaffenhed,
Som laanet Gods og Gaver,
 Man sig maae skille ved,

Naar Ejermanden sit
 
Igjen af mig vil fordre,
Hvad kan da blive mit?

28. Herfra med mine Fædre
Jeg engang rejse bør,

Det Kald er mig langt bedre
End det, jeg havde før,
 Det staaer mig alt til Rest,
 
Naar bort er længe fristet,
Da bliver Hjemmet1 bedst.

 

 29. O! Gud, som har din Kirke
Grundfæst paa dette Sted,
Du selv alt Godt udvirke
Iblandt din Menighed,

At de her i dit Huus

Retskaffne for dig vandre,

Og følge Ordets Lys2.

30. Lad Herrens Kilde flyde,
At ingen stopper den!
Lad Folkene sig fryde
I Gud alt frem og frem!
Lad lykkes Jesu Navn,
 
At Sulamit maa tage
 
Sin Salomon i Favn.

 

31. Naar du mig bort vil rykke,
Giv Hyrde, som kan staae,
I Gabet mod Ulykke
Og hvad, som kommer paa,
Giv Mand, som med god Agt

Paa Zions ædle Mure
Kan trolig holde Vagt.

32. Gud selv vort Land forskaane
Fra al Ulykkes Vind
,
Lad Axet faae sin Krone,
 Lad lykkes modigt Trin,
Giv Spiir paa Bondens Rug,
Giv Top paa Bondens Havre,

Giv Brød paa Bondens Dug.

 

33. Lad Faar og Gjeddeflokke
Formeres Kuld og Kuld,
Lad Faar et bære Lokke,
Og Væderen sin Uld,
Lad Græs og Urter groe,
Lad Hest paa Stalden trives,
Samt hver Mands Kalv og Koe.

34. Lad Fiskeren opfinde
Den Grund, hvor Torsken staaer,
Sit Brød dermed at vinde,
 
At han ej nøgen gaaer,
 
Hjelp falden Mand paa Fod,
At han sig ud kan vinde,
Der før gjeldbunden stod

 

35. Vort Syndetal afskrive,
Stryg al Restantzen ud,
At Helgeland maa blive
Et helligt Land for Gud.
O Christe, Frelsermand,
Lad alle bange Sjele
Fornæmme din Bistand.

36. Min Sang jeg vil henføje
Til Gud, som alt formaaer,
Han seer mig med sit Øje,
Og hjelper, hvor det gaaer;
Kom, Jesu, naar du vil,
Naar jeg med dig skal følge,
Saa er alt vel bestilt.

  

 

 

"Om alle mine lemmer" fandt vej til salmebøgerne, endda først "opdaget" i Danmark, i 1881. Der er tale om forskellige udgaver i Danmark som i Norge. I nuværende salmebog genkendes versene 8-11-5-28-29 og 30.
 
 
Havet ud for hjemlige Trans, langt fra Petter Dass hjemsogn Alstahaug et stykke nord for Trondheim.
 
oversigt