Ballum kirke tæt på Vadehavet
 
Hvor Gud mig fører, går jeg glad.
 
Nedenstående tyske salme skyldes Lampertus Gedicke, født 1683. Han gik først i skole i Berlin og studerede teologi i Halle, hvor han sluttede sig til den pietistiske bevægelse. Efter endt studium var han lærer ved vajsenhuset, hvor salmen blev til.
 

1. Wie GOtt mich fuhrt, so will ich gehn,
ohn' alles eigen wåhlen,
geschicht was er nur ausersehn,
wird mirs an keinen fehlen:
 
wie er mich fuhrt, so geh* ich mit,
und folge willig schritt vor schritt,
in kindlichem vertrauen.

2. Wie GOtt mich fuhrt, so bin ich still,
und folge seinem leiten,
ob gleich im fleisch der eigenwill
will ofters widerstreiten:
wie GOtt mich fuhrt, bin ich bereit
in zeit und auch in ewigkeit,
stets seinen schluss zu ehren.

 

3.Wie GOtt mich fiihrt, bin ich vergniigt;
ich ruh' in seinen handen;

wie er es schickt, und mit mir fugt,
wie ers will kehr'n und wenden,
 
sey ihm hiermit gantz heimgestellt,
 
er mache, wie es ihm gefållt,
zum leben oder sterben.

4. Wie GOtt mich fuhrt,so geb ich mich
in seinen Vater-willen,

scheints der vernunft gleich wunderlich,

sein raht  wirds doch erfiillen,
was er in liebe hat bedachteh
er mich an das licht gebracht,
ich bin ja nicht mein eigen.

 

5.Wie GOtt mich fiihrt so bleib ich treu
im glauben, hoffen, leiden,

steht er mit seiner kraft mir bey,
 
was will mich von ihm scheide?
ich fasse in gedult mich fest,
was GOtt mir wiederfahren låss't,
muss mir zum besten dienen.

6. Wie GOtt mich fiihrt, so will ich gehn,
es geh' durch dorn und hecken,

von vornen låss't sich GOtt nicht sehn,
 
doch letzt wird ers aufdecken;
 wie er, nach seinem Vaters-raht,
 
mich treu und wohl gefiihret hat
;
diess sey mein glaubens-ancker!

 

 

Lampertus Gedicke.
Johann Porst: »Neu vermehrtesgeistreiches Ge
sangbuch«, Berlin 1711.

Den blev hurtigt optaget i mange tyske salme­bøger og mange steder brugt som bryllupssalme

 
Hvor GUd mig fører, gaaer jeg glad,
Hånd, ikke jeg, skal raade,
Jeg kalder alletider,
hvad
min Gud mig skikker,naade,
Gud fører mig dog lige hiem;
Thi gaaer jeg altid trøstig frem,
Og paa hans hierte drister.
Hvor Gud mig fører, gaaer jeg med,
Hans egen haand mig fører,
Skiønt kiødet lider sin fortred,

Og sindet tit oprører,

Hvor Gud mig fører her og hist,
 Det kalder jeg ustridig vist
Min allerstørste baade.
 
Hvor Gud mig fører vil jeg fri
Hans trofasthed bekiende,
Og kysser paa den trange stie,
Som har saa sød en ende:
Hans allerbeste ville skee,
Paa den jeg vil allene see

I livet og i døden.
Hvor Gud mig fører, vil jeg mig
Ham gandske overgive,

Og synes sagen underlig,

Hånd veed dog nok at drive,

Hvad hånd med mig sig foretog,
Før hånd af moders liv mig drog,
 
Jeg er jo ey min egen.

 

 

Hvor Gud mig fører er i troe
 
og haab mit hierte stille,
 
I mig hans egen kraft vil boe,
Hvad kand mig fra ham skille?

Thi fatter jeg et trøstigt mod,
 fordi Guds vey er altid god,

-
  "i vist den allerbeste.

Hvor Gud mig fører, vil jeg gaae,
 
Om Foden skulde brænde,
 
Kand jeg det forud ey forstaae,
Til sidst jeg dog skal kiende,
At det er idel trofasthed,
Hvor hånd mig fører op og ned,
Det er min troes anker.
 

  

H. A. Brorson:•Troens Rare Klenodie«, 1742. Her efter udgaven 1752.

  
Brorsons oversættelse fremkom først i 2. ude af Klenodiet 1742, hvor den har overskriften »Om Hiertets Hengivenhed i Guds Villie.«
  
 
Ballum kirke. Bagerst, i apsiden , kalkmalerier fra 1200-tallet, apostlene.  Forrest alterbilledet af Niels Larsen Stevns, fra 1924, "Kristi og synderinden".
 
oversigt