Dybt hælder året
 
  

Dybt hælder Aaret i dets Gang
Snart ødes Eng og Lund.
Farvel, med al din Lyst og Sang,
Du korte Sommerstund!

Snart sukker Vinterstormens Røst:
»Alt visner og forgaaer!«

Lad visne kun! Jeg veed den Trøst,

Som ligefuldt bestaaer!

 

Lad Solen korte af sin Vei,
Og Natten voxe til -
Guds Vældes Arm forkortes ei;
Hans Viisdom far' ei vild!

Lad gulne hvert et Blad paa Qyist,
Lad falme alle Straae -
Guds Kjærlighed, jeg veed for vist,
Omskiftes ikke saa!

 

Jeg veed, hvor Glæden har sit Hjem
Naar øde Mark staaer hvid;
Hiint Frydechor fra Bethlehem
Forstummer ingen tid!

Jeg veed, hvor Haabet grønnes da,
Naar Alting falmer her;

Min Frelsers Træ paa Golgatha
En evig Krone bær!

 

Lad synke kun, med Løvets Fald,
Hver Markens Blomst i Rad;
Min Tro paa Ham bevare skal
Sit friske Hjerteblad! 

Han lover mig en evig Vaar
Trods Vinterstorm og Død;
Thi Livet frem af Graven gaaer,

Som Christus gjennembrød!

  
 

C. J. Boye »Aandelige Digte og Sange«, 1833, nr. XXVI

 

Salmen er ændret med få ubetydelige ændringer. Salmen var en af Kaj Munks yndlingssalmer. Udover salmebøgerne er den optaget i mange sangbøger.
 
 
 

Casper Johannes Boye fødtes i Kongsberg 1791, hvor hans far var rektor på latinskolen. Efter latinskolen var han et par år i Trondheim, blev student i København 1810. Han blev kendt for poetisk begavet natur. Han var nær kommet i klemme i 1814, da Danmark ved fredsslutningen afstod Norge. Han kritiserede, at den danske regering havde givet afkald på Norge uden modstand. I 1818 blev han teologisk kandidat med bedste karakter. Efter en tid som lærer blev han præst i Søllerød, hvor han begyndte på sin salmedigtning. I 1838 flyttede han til St. Olai kirke i Helsingør, hvor han samlede en stor menighed omkring sin prædikestol. Af økonomiske grunde søgte han i 1847 til Garnisionskirke i København.

Da koleraen hærgede København i 1853, blev han på sin post og besøgte syge og døende. Måske var han smittet, han døde om sommeren samme år. Fra Silkeborg skrev H C Andersen et trøstende brev til fru Maris Boye, hun svarede ham senere om Boyes sidste timer:

 
"..hans død var så himmelsk blid, han var jo også moden for himlen, da Fenger om aftenen spurgte Boye på ære og samvittighed, om han kunne leve, da denne svarede, han troede det ikke, var han så velsignet  og Gud hengiven, trak selv sit ur op for sidste gang, han talte så venlig til alle. Jeg stakkel kunne jo ikke høre ham, men han tog min hånd i sine dødsklamme hænder og trykkede dem så kjærligt, det var hans afsked med mig!"
 
 
oversigt